Kolding Netavis

**AFLYST** Samtale med forfatter Naja Marie Aidt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

OPDATERING: Arrangementet er aflyst…. Litteratur6000 inviterer til samtale med forfatter Naja Marie Aidt og kulturformidler Cecilie Hougaard Flinck.

Onsdag den 7. oktober klokken 19 indbyder Litteratur6000 til forfatterarrangement med Naja Marie Aidt. Aftenen vil forme sig som en samtale mellem Naja Marie Aidt og kulturformidler Cecilie Hougaard Flinck fra Kolding Bibliotek, hvor arrangementet også foregår.

For sit forfatterskab har Naja Marie Aidt modtaget et hav af litterære priser, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris i 2008 for novellesamlingen “Bavian”, der udkom i 2006. Ellers er hun nok mest kendt for bogen “Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”. Den udkom i 2017 på baggrund af at Aidt to år tidligere havde været ude for den ufattelige tragedie, at hendes søn, Carl, døde ved en ulykke. Ved at skrive bogen kæmpede hun sig tilbage til sproget og virkeligheden.

Aidt er født i 1963 og hun debuterede i 1991. Siden da er hendes forfatterskab vokset ikke blot i omfang men også genremæssigt. Hun har skrevet digte, noveller, dramatik, sange, børnebøger, filmmanuskripter med mere. I 2012 udkom hendes første roman, “Sten saks papir”, som blev meget rost. Hendes skrivestil betegnes som minimalistisk, og det er eksistentielle emner Aidt tager op såsom vold, angst, kærlighed, forkvaklede par- og familieforhold – alt hvad der hører et menneskeliv til.

Hun er en forfatter, der ikke er bange for at prøve andre skrivemåder af. Således har hun udgivet bøger i fællesskab med forfatterne Mette Moestrup og Line Knutzon, med billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen, og hun samarbejder med musikeren Nikolaj Nørlund. Dette samarbejde vil man også kunne høre om til arrangementet.

Arrangementet foregår onsdag den 7. oktober klokken 19-21 på Kolding Bibliotek. Entre: 90 kroner. Medlemmer af Litteratur6000: 60 kroner. Billetter købes via www.litteratur6000kolding.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel