Vejen Dyrehospital skal nu fungere som fast tilkaldevagt – både til akutte og ad hoc situationer.
Samarbejde sikrer dyrlægehjælp til internatet i Kolding: Internatet i Kolding er godt i gang med at modtage og formidle dyr. For at kunne tilbyde hurtig og kompetent dyrlægehjælp har internatet nu indgået et samarbejde med Vejen Dyrehospital. Ud over hjælp fra eget dyrlægepersonale, der fast besøger internatet hver anden uge, fungerer Vejen Dyrehospital nu som fast tilkaldevagt. Det er både til akutte og ad hoc situationer.
-I takt med at vi er kommet op i fulde omdrejninger her på internatet i Kolding og både modtager og formidler mange dyr, er vi nødt til at have et samarbejde med en dyrlæge i nærheden. Vi er virkelig glade for det samarbejde, vi har etableret med Vejen Dyrehospital, som har stor erfaring med hunde og katte, og som kan tilbyde behandlinger og operationer. Det skaber tryghed for os, for dem der afleverer dyr hos os – og for kunderne i hundepensionen. Bliver et dyr syg i vores varetægt, er hjælpen altid lige ved hånden, fortæller internatleder Bonnie Brill i en pressemeddelelse.
Afdeling i Lunderskov
Vejen Dyrehospital har afdelinger i både Lunderskov, hvor Dyreværnet har til huse, og i Vejen. Hospitalet råder over seks dyrlæger med speciale i hund, kat og hest – og har døgnvagt.
-Dyreværnet har valgt os som deres samarbejdsklinik. Det er et stort ansvar – og vi er stolte af at kunne bidrage med faglighed og omsorg for dyr, der skal have en ny og god start i deres liv, siger dyrlæge Kathrine Husum fra Vejen Dyrehospital.
Samarbejdet betyder, at internatet i Kolding nu kan sikre endnu bedre og hurtigere hjælp til de dyr, der har brug for det. Og dermed skabe større tryghed for både dyr og mennesker.

