Kolding Netavis

Sådan bliver adgangen til genbrugspladsen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Når genbrugspladserne åbner tirsdag, bliver det med adgangsbegrænsning for at undgå risikoen for smittespredning af coronavirus.

Kribler det også i dig for at komme af med det haveaffald og andet affald, der måske fylder godt op i din garage? Så er du ikke alene. Mange borgere har nemlig brugt de seneste uger på at rydde op og ordne haver.

– Sundhedsmyndighederne har givet grønt lys til, at vi kan genåbne genbrugspladserne. Det er en klar betingelse, at borgerne holder god afstand til hinanden og til personalet. Derfor lukker vi kun et begrænset antal biler ind ad gangen, og vi har sat vagter ind til at regulere trafikken i området. Jeg vil kraftigt appellere til, at man overvejer at vente et par dage med at komme af med sit affald. Bliver presset for voldsomt på tirsdag, risikerer vi at pladsen lukkes igen. Et par andre gode råd er at sortere affaldet hjemmefra, komme tidligt om morgenen eller ud på aftenen – og gerne undgå weekenden. På pladsen i Lunderskov er der typisk bedst plads sidst på eftermiddagen. Og så skal man endelig ikke gøre det til en familieudflugt, siger by- og udviklingsdirektør Merete Dissing, i en pressemeddelelse.

Genbrugspladserne Kolding Syd, Kolding Nord, Christiansfeld og Vamdrup vil fra tirsdag morgen åbne klokken 6 og derefter holde døgnåbent. Lunderskov har adgang som vanligt tirsdag, torsdag, fredag og lørdag klokken 13-17.30.

Kun adgang til pladsen med mobiltelefonen

Det vil kun være muligt at åbne bommen til genbrugspladserne, hvis man er tilmeldt ordningen Genbrug 24-7, også i dagtimerne. Hvis du allerede er bruger af Genbrug 24-7-ordningen, benytter du sms eller app, som du plejer. Hvis du ikke er registreret som bruger af Genbrug 24-7 endnu, skal du oprettes med dit NemID på kolding.dk/247, inden du tager afsted hjemmefra. Men når du først er registreret, kan du enten åbne bommen til genbrugspladsen med en sms eller via appen Affald Kolding. Du kan bruge Genbrug 24-7 uanset, om du har en ny eller gammel mobiltelefon, så længe den kan sende en sms-besked.

– Når vi alene giver adgang med Genbrug 24-7 via sms eller brug af appen, er det for at styre antallet af biler på pladserne. Samtidig vil vagter ved bommene sørge for, at det kun er en bil, der kører ind af gangen, fortæller Merete Dissing.

Ikke alt er som det plejer på genbrugspladsen

Farligt affald: Det er muligt at komme af med malerbøtter eller andet farligt affald, men der vil ikke være bemanding ved kemirummene. Derfor skal borgeren også bruge sin mobiltelefon til at åbne lugen ind til Farligt affald 24-7. Borgeren er automatisk tilmeldt ordningen Farligt affald 24-7, når man er registreret på Genbrug 24-7.

Genbrug: På Kolding Nord Genbrugsplads vil containeren med genbrug, som folk kan tage med hjem, være lukket. ”Ta’ med hjem” fra reolerne på pladsen er også lukket indtil videre.

Brug sorteringsguiden: Der vil være medarbejdere og vagtpersonale på pladserne, men for at forebygge smittespredning bliver borgerne opfordret til at bruge den virtuelle sorteringsguide i stedet for at spørge medarbejderne. Sorteringsguiden findes på appen Affald Kolding og på kolding.dk/affald.

Asbest: De få borgere, som har behov for at komme af med asbest, bliver opfordret til at vente med at komme med sække til efter påske. Først der vil de nemlig kunne forvente hjælp fra personalet til at håndtere asbestsække forsvarligt.

Gode råd når du tager på genbrugspladsen

Undgå smittespredning og sørg for, at besøgene på genbrugspladsen kommer til at foregå hurtigt og smidigt ved at følge nedenstående anbefalinger:

• Er du ikke tilmeldt Genbrug 24-7? Registrer dig som bruger af ordningen på kolding.dk/247. Så kan du både åbne bommen til genbrugspladsen og lugen til kemirummet.

• Medbring egne handsker, kost og skovl

• Hold to meters afstand til de andre på genbrugspladsen

• Se hvor de forskellige containere er placeret, så der bliver brugt så lidt tid som muligt på pladsen (se et oversigtskort på kolding.dk/genbrugspladser)

• Sorter ting og materialer hjemmefra (brug fx Sorteringsguiden på kolding.dk/affald eller i appen Affald Kolding)

• Aflever affald på egen hånd. Besøget på genbrugspladsen skal ikke være en familieudflugt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel