Kolding Netavis

Sådan skal fremtidens havnepark se ud…

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Kolding Havn viser nu sin vision om en ny havnepark, som binder byen og havnen tættere sammen.

Det er en park, hvor tilgængeligheden er i top med en ny bro hen over banen og Jens Holms Vej – med hele tre elevatortårne, så det er let at komme til eller fra.

-Det er en vision, som vil bringe by og havn tættere sammen – et helt nyt pusterum nær banegården og centrum, et område til ophold eller aktivitet efter eget valg. Der vil være god mulighed for at følge med i havnens gøremål, vi forestiller os en park i flere planer, så der er udsigt over havnen, skibene og vores arbejde for løbende at sikre nye forsyninger til områdets mange virksomheder, fortæller bestyrelsesformand for Kolding Havn, Tobias K. J. Jørgensen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

-Tænk at stå på den nye bro og kigge ud over havnen eller byen – en helt ny synsvinkel og et aktiv for byens borgere. Personligt synes jeg, det er oplagt at realisere projekter ved inderhavnen i Kolding – specielt med tanke på nærheden til City. Muligheden for projekter af denne type har været til stede siden en lokalplan i 2009, men ingen har endnu taget handsken op. Kolding Havn rækker en hånd ud med dette projekt, hvor vi gerne vil yde vores bidrag i et konkret samarbejde . Vi er sat i verden for primært at drive erhvervshavn, men vi vil også gerne dele vores visioner om nye projekter, som binder havnen og byen tættere sammen – og vi har lyst til at samarbejde om at føre projekterne ud i livet.

I forbindelse med en ny havnepark skal ”Kongekajen” opgraderes – hér ligger Kongeskibet Dannebrog til, når det gæster Kolding. Dronning Margrethe har allerede gæstet Kolding Havn otte gange med det smukke skib Dannebrog.

Hvis havnens vision om ”Havneparken” realiseres, kan det blive med et nyt vartegn for havnen og byområdet: en 40 år gammel havnekran ”Jonathan” tages ud af tjeneste og kan indgå som en kæmpe skulptur, der i mange årtier kan bringe tankerne tilbage til havnedrift med stolte traditioner og Koldings maritime tilknytning igennem århundreder.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel