Skip to main content

Kolding Netavis

Så frarådes badning igen på Rebæk Strand

Elo Christoffersen
Rebæk Strand. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Kolding Kommune fraråder badning ved Rebæk Strand på grund af høje bakterieværdier.

Så frarådes badning igen på Rebæk Strand: Efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder Kolding Kommune igen badning ved Rebæk Strand. Undersøgelser af badevandet har vist for høje niveauer af E. colibakterier, hvilket gør badning usikkert.

Kommunen foretager løbende analyser af badevandet i sommerhalvåret, og for to uger siden blev der konstateret høje værdier af både E. colibakterier og enterokokker ved stranden. Det skete efter en periode med kraftig og langvarig regn, som kan medføre overløb fra kloaksystemer og renseanlæg.

-Mandag aften faldt der cirka 10 mm regn her i Kolding, men det var hverken kraftig eller langvarig. Så vi er usikre på årsagen til de forhøjede bakterieværdier. Vi kontakter BlueKolding for at undersøge, om der kan have været overløb fra deres anlæg, men der kan også være andre forklaringer, fortæller miljømedarbejder Christina Larsen i en pressemeddelelse.

Hun forklarer videre, at en ulovlig tømning af spildevandstanke fra både eller udledning af dyreafføring kan føre til forhøjede niveauer af tarmbakterier i vandet.

E. colibakterier stammer fra menneske- eller dyrespildevand. Og indtagelse af vand med høje bakterieværdier kan give symptomer som kvalme, mavepine og diarré.

Kolding Kommune har bestilt nye prøver af badevandet ved Rebæk Strand, som tages den 8. august. Resultaterne forventes klar senest mandag. Indtil da opfordrer kommunen til at undlade badning ved stranden.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: