Kolding Netavis

Rocklegender og dansk-walisisk hitmaskine til Grøn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Tuborg og Muskelsvindfonden kan nu løfte sløret for de to næste navne, som vil optræde på Grøn til sommer – herunder i Kolding den 22. juli.

Det er to stærke navne, der nu føjes til Grøn 2022: med hitmageren Drew Sycamore og rocklegenderne D-A-D er der lagt op til to store koncertoplevelser, hvor det grønne publikum kan se frem til både dans, skrål og skål foran scenen.

40 år på den danske musikscene

I år er det præcis 40 år siden, at den legendariske rockgruppe D-A-D blev dannet. Brødrene Binzer har sammen med bassisten Stig Pedersen og siden 1999 trommeslageren Laust Sonne skrevet det ene vilde kapitel efter det andet i dansk rockhistorie.

Med sange som ”Bad Craziness”, ”Sleeping My Day Away”, ”Riding With Sue” og “Grow or Pay” har D-A-D leveret utallige rockschlagere, som danskerne kan glæde sig til at opleve, når bandet til sommer optræder på Grøn for 9. gang.

-D-A-D og Grøn har fulgtes ad i mange år, og vi glæder os meget til at være med igen. Grøn er en kæmpe fest, som også gør en stor forskel for rigtig mange, og hvor der er plads til alle – det er noget af det mest særlige ved at spille på Grøn. Vi har tænkt os at overbyde os selv denne gang, og det bliver fuldstændig sindssygt! Et kæmpe rockcirkus med det allerbedste fra D-A-D, fortæller rocklegenderne i en pressemeddelelse.

Prisvindende debutant

Dansk-walisiske Drew Sycamore debuterede som soloartist i 2018 og har siden da udgivet hits på stribe – såsom ”45 Fahrenheit Girl”, ”I Wanna Be Dancing” og ”Take It Back”. Hun har været P3’s Uundgåelige flere gange og har også ligget på toppen af den danske airplay chart.

I 2021 vandt hun P3 Prisen, ligesom hun høstede to Danish Music Awards i kategorierne ’Årets danske solist’ og ’Årets danske radiohit’ for ”45 Fahrenheit Girl”. Drew Sycamore har netop vundet hele tre GAFFA-Priser for ‘Årets Danske Udgivelse’, ‘Årets Danske Popudgivelse’ og ‘Årets Danske Solist’.

Det grønne publikum kan dermed glæde sig til popmusik i verdensklasse, når Drew Sycamore for første gang skal indtage scenen på Grøn.

Drew Sycamore fortæller forventningsfuldt om sin grønne debut:

-Min første oplevelse med Grøn var i 1997 hvor jeg så Aqua, og bagefter gav Lene autografer bag et hegn og jeg stak hånden ud mod hende og hun tog den. Min hjerne eksploderede. Det var det største øjeblik i mit liv dengang. Nægtede at vaske hånden resten af dagen. Nu får jeg lov til at stå på den samme scene som Aqua-Lene gjorde dengang, og jeg er så overdrevet beæret. Full circlemoment. Og jeg glæder mig til at møde alle der kommer og fester med os, de frivillige, kunstnere, musikere.

D-A-D og Drew Sycamore slutter sig til Tessa, Carpark North og Andreas Odbjerg, der allerede er offentliggjort på årets Grøn-tour. Grøn vil i løbet af de næste uger løfte sløret for en række nye navne, der også slutter sig til årets line-up.

Grøn kommer i øvrigt til Kolding den 22. juli.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel