Elever i Kolding får mulighed for at prøve jobbet som lastbilchauffør.
Roadshow-lastbil besøger skole: Antallet af unge, der vælger vejgodstransportuddannelsen, stiger markant. Og flere unge kvinder viser også interesse for at blive lastbilchauffører. Transportbranchen mangler dog fortsat chauffører. Derfor besøger en specialdesignet roadshow-lastbil i næste uge Brændkjærskolen i Kolding for at give eleverne hands-on oplevelser med jobbet.
Tirsdag den 9. september rykker undervisningen ud af klasselokalet og ind i førerhuset på lastbilen. Her kan eleverne prøve en realistisk lastbil-simulator, se film, deltage i quizzer og lære mere om karrieremulighederne i godstransportbranchen.
-Roadshowet giver eleverne en sjov og anderledes indsigt i chaufførjobbet, hvor de kan prøve det på egen krop, fortæller Heiko Bjørn, drifts- og udviklingschef i Transportens Udviklingsfond, i en pressemeddelelse.
Fonden står sammen med Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond bag initiativet.
Siden 2015 er antallet af elever på vejgodstransportuddannelsen steget med 64 procent. Og interessen blandt unge kvinder er i kraftig vækst – med en stigning på 23 procent det seneste år. Branchens formand, Kim René Busch, glæder sig over udviklingen og understreger, at lastbilchaufførjobbet er velegnet for både kvinder og mænd.
Roadshowet fortsætter med at besøge skoler over hele landet i forsøget på at tiltrække flere unge til en fremtid i transportbranchen.
