Læserbrev af Karina Lorentzen, folketingsmedlem, Sindalvej 4, 6000 Kolding samt Iben Lehmann Rasmussen, byrådsmedlem i Kolding og Hanne Pedersen, byrådsmedlem i Haderslev.
Det er ikke længe siden, vi i det sydjyske og flere andre steder i Danmark endnu en gang blev mindet om, hvad klimaforandringerne kan føre med sig. I Esbjerg kæmper man hyppigere mod havet, der presser sig op over kajkanter og truer med at oversvømme hele havneområderne. I Sønderborg og omegn oplever man, hvordan ekstrem regn og skybrud sender vand ind i kældre og over villaveje.
I Haderslev har man flere gange set, hvordan fjorden går over sine bredder, og i Kolding bliver de lavtliggende områder mere og mere sårbare overfor stormfloder og kraftige regnskyl.
Det her er ikke noget, der sker “et andet sted”. Det er vores egne byer, vores infrastruktur og vores hjem, der er i fare. Og nu viser en ny rapport endda igen, hvor mange milliarder, det kommer til at koste os, hvis vi ikke handler.
Klimaforandringerne er ikke længere en fremtidsudfordring – de er nutid. Vi ser det i vandmasserne, i de ødelagte haver og veje, og i den utryghed, det skaber hos familier, der ikke ved, om deres hjem er det næste, der står under vand.
Regeringens reaktion? Tomme løfter og politisk syltekrukke.
Det er ganske enkelt ikke godt nok.
Ja, det bliver dyrt – men det bliver endnu dyrere at lade stå til. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi at tusindvis af danskere må forlade deres hjem. Ikke bare i fremtiden, men i en ikke alt for fjern nutid.
Vi har stadig mulighed for at tage ansvar. Men det kræver mod. Det kræver politisk vilje. Og det kræver, at regeringen lægger en konkret plan på bordet, som Folketinget kan arbejde videre med.
Klimakrisen venter ikke på os – og den forsvinder ikke, bare fordi andre globale problemer fylder nyhedsfladen.
Regeringen må træde i karakter og samle os om en strategi, der sikrer, at hele Danmark – også Sønderborg, Esbjerg, Haderslev og Kolding – er klar til fremtidens mere ekstreme vejr.