Kolding Netavis

Politiet sætter fokus på disse trafikanter

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Sikkerheden for knallertkørere, cyklister og trafikankter på el-løbehjul vil være i fokus for færdselskontrollen i næste uge i Syd- og Sønderjylland. Foto: Rigspolitiet (Arkivfoto)

I næste uge vil Syd- og Sønderjyllands Politi kontrollere knallerter, cykler og el-løbehjul for at sætte fokus på sikkerheden for de bløde trafikanter.

I den kommende uge vil færdselsbetjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi kontrollere de bløde trafikanter – især dem på cykler, knallerter og el-løbehjul.

-Vi vil både have fokus på generende kørsel, som andre borgere bliver plaget af, og på de bløde trafikanters egen sikkerhed. For de bløde trafikanter er ekstra udsatte i trafikken i den mørke tid, fortæller operativ leder Mads Bruhn Lund fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Risikabelt at være blød trafikant

Og det er risikabelt at være blød trafikant. Sidste år var cyklister eller knallertkørere involveret i 75 færdselsuheld i Syd- og Sønderjylland. Hele 49 af de bløde trafikanter kom alvorligt til skade, mens 26 kom lettere til skade.

For cyklisternes vedkommende vil færdselsbetjentene i den kommende uge særligt se efter manglende lys, kørsel på fortov og adfærden generelt, mens knallerterne også bliver kontrolleret for ulovlige ændringer. For el-løbehjulenes vedkommende vil betjentene især tjekke lygter, brug af hjelm og adfærden generelt.

-Der kom ved årsskiftet nye regler for brug af el-løbehjul, så man nu skal bruge hjelm og være fyldt 15 år for at køre på et el-løbehjul. Så det er oplagt at kontrollere nu, forklarer Mads Bruhn Lund.

Indsatsen er en del af en landsdækkende kampagne, der løber fra mandag den 24. januar til og med søndag den 30. januar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel