Skip to main content

Kolding Netavis

På Munkevænget 39 er det lærlinge, der styrer slagets gang

Elo Christoffersen
Som en del af ALFABO’s lærlingeprojekt, har Bastian Mortensen både repareret pudsskader og vandskuret vægge i fælleshuset Munkevænget 39 i Kolding. Bastian er til daglig i lære hos JORTON i Kolding. Foto: ALFABO.

Lærlinge styrer renoveringen af fælleshus på Munkevænget 39 i Kolding.

På Munkevænget 39 i Kolding er det lærlingene, der giver det gamle fælleshus nyt liv – helt uden svendens overblik eller mesters styring. Fem lærlinge fra Hustømrerne og JORTON står alene for renoveringen, hvor de selv planlægger, koordinerer og udfører arbejdet for det almene boligselskab ALFABO.

Det er usædvanligt, at bygherrer specifikt vælger lærlinge til at gennemføre en sådan opgave, men ALFABO gør netop dette med et klart formål.

SF Kolding

-Som almen boligforening har vi mottoet ’mennesker før mursten’, og det forpligter os også, når vi vælger håndværkere. Vi har tidligere haft lignende lærlingeprojekter og ser en klar gevinst i lærlingenes ansvar – både fagligt og personligt, fortæller byggeleder Dorte Hultgreen i en pressemeddelelse.

Fuldt ansvar for hele processen

Lærlingeprojektet giver de unge fuldt ansvar for hele processen – fra materialebestilling til det færdige arbejde. For murerlærling Bastian Mortensen, der blandt andet har udført vandskuring, som normalt kræver svendens ekspertise, er oplevelsen guld værd:

-Det er fedt at stå for det hele selv. Jeg har lært meget i de to år, jeg har været i lære, og det er en kæmpe selvtillidsboost at kunne vise, hvad jeg kan, siger den 20-årige murerlærling Bastian Mortensen.

Service- og markedschef Jack Barslund fra Hustømrerne bakker helhjertet op om initiativet:

-Det er et fremragende projekt, der giver lærlingene et unikt ansvar. De får indblik i hele forløbet – også planlægning og koordinering – hvilket styrker deres forståelse for, hvordan et renoveringsprojekt hænger sammen.

Den ene tømrer­lærling har desuden ansvaret for at udskifte køkkenet og har bidraget aktivt med egne forslag til designet. Det viser, hvordan projektet ikke kun udvikler lærlingenes faglige færdigheder, men også kreativitet og engagement.

I alt deltager fem lærlinge fra VVS-, maler-, murer-, elektriker- og tømrerfaget i projektet, som ALFABO vurderer som et vigtigt redskab til at løfte unges praktiske og organisatoriske kompetencer – og et initiativ, boligforeningen har planer om at gentage i fremtiden.

Lærlingeprojektet på Munkevænget 39 er således et forbillede for, hvordan ansvar og tillid til unge håndværkere kan skabe faglig vækst og samtidig nyt liv til gamle bygninger i lokalområdet.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.