Ny undersøgelse viser, at flertallet af koldingenserne har en indboforsikring. Til gengæld ved de ikke meget om forsikringens dækninger – eksempelvis kender to tredjedele ikke den vigtige ansvarsdel.
Hvis du uforsætligt kommer til at skade en anden person, kan det blive en meget dyr affære. Du kan blive gjort erstatningsansvarlig for både seks- og syv cifrede beløb. Heldigvis er mange borgere i Kolding i det tilfælde hjulpet af at have en indboforsikring, skriver If i en pressemeddelelse.
Til gengæld viser beregninger fra en YouGov-undersøgelse, at mere end 64.000 i Kolding Kommune er uvidende om, at deres indboforsikring faktisk indeholder en ansvarsforsikring, der træder i kraft, hvis du kommer til at volde skade på en anden person eller dennes ting. Blandt de 18 til 29-årige er det endnu færre, der kender til den vigtige del, der gælder ens personlige ansvar.
– Det kommer bag på os, hvor få, der er klar over, hvad indboforsikringen indeholder. Især uvidenheden om ansvarsforsikringen er bekymrende, da det kan have alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis uheldet er ude. Det gælder naturligvis for den store gruppe, der ikke har en indboforsikring, men det er jo endnu værre, hvis du er dækket, men ikke er klar over det, og derfor betaler selv, siger kommunikationschef Birgitte Ringbæk i pressemeddelelsen.
Hun pointerer, at ansvarsdelen kan blive den vigtigste del af indboforsikringen.
Tror ulykkesforsikringen dækker
Ifølge undersøgelsen er der flest koldingensere, der tror, at det er ulykkesforsikringen, der vil dække, hvis du volder skade på andre eller andres ting, og færre der rent faktisk ved, at det er indboforsikringen, der træder i kraft. Det viser ifølge Birgitte Ringbæk, at der er et stort oplysningsbehov. Hun mener, det er vigtigt, at branchen tydeligere får formidlet hvilke dækninger, forsikringen indeholder. Undersøgelsen viser en markant manglende viden på området.
En anden vigtig dækning, som mange ikke kender til, er genhusning ved brand i lejlighed eller hus. Cirka halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen er ikke klar over, at forsikringsselskabet dækker merudgifter til genhusning, hvis brandskade gør det nødvendigt midlertidigt at flytte til en anden bolig. Indboforsikringen dækker derudover også erstatning af de fysiske ting i boligen ved brand.
Det dækker din indboforsikring blandt andet
• Tyveri, røveri og overfald
• Brandskade, merudgift til genhusning, vandskade
• Ansvarsskader på andre personer, deres ting og dyr
• Retshjælpsforsikring
• ID-sikring
• Vejrskader ved eksempelvis storm og skybrud
Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet YouGov for If Skadeforsikring, og er baseret på 2.016 gennemførte CAWI-interview med danskere fra 18 år og opefter, i perioden 7.-11. august.