Kolding Netavis

Otto Skak optimistisk: Ansøgninger skal samles ét sted

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Et nyt beslutningsforslag kan fjerne bøvl og bureaukrati ved byfester, markeder eller festivaler.

Et bredt flertal har i dag, torsdag, pålagt regeringen at undersøge, hvordan og hvorledes foreninger kan nøjes med at sende én ansøgning, der går til alle myndigheder, når de arrangerer byfester, markeder eller festivaler.

Venstres Eva Kjer Hansen, der også er borgmesterkandidat i Kolding Kommune, har stået i spidsen for beslutningsforslaget, der vil fjerne bøvl og bureaukrati for de mange frivillige.

De frivillige bruger mange timer på at udarbejde og sende ansøgninger af sted til kommunale og statslige myndigheder for at indhente tilladelser til forskellige aktiviteter.

-Jeg er enormt glad for, at der nu er bred tilslutning blandt Folketingets partier til at gøre livet nemmere for foreningerne, siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

På Christiansborg har hun fået opbakning fra et flertal af partierne til en fælles beretningstekst, der opfordrer regeringen til inden den 1. juli at indkalde foreninger og myndigheder til drøftelse af mulighederne for at kunne nøjes med én samlet ansøgning.

Flertallet kræver også, at regeringen skal præsentere resultaterne af drøftelserne over for Folketinget inden 1. oktober i år.

Som ansøgningssystemet er i dag, skal foreninger ofte søge et tocifret antal ansøgninger hos statslige og kommunale myndigheder for at få lov til at afholde et socialt arrangement for byens borgere.

Det er baggrunden for, at et flertal i Folketinget nu kræver handling fra Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad Bek (S):

-De frivillige oplever, at der er for meget bøvl og bureaukrati, når de gerne vil lave en god oplevelse for fællesskabet. Jeg fik en liste fra det traditionsrige pinsemarked i Gram, som viste hele 26 ansøgninger om tilladelse fra myndighederne, selvom det er en begivenhed, der går igen år efter år. Det skal vi have ændret til, at når man vil afholde et arrangement, så laver man én ansøgning, som så går ud til alle de myndigheder, der er relevante i forbindelse med den ansøgning, fortæller Eva Kjer Hansen.

Også formand for Sammenslutningen af By- og Markedsfester, Otto Skak, er glad for, at der nu er lagt pres på ministeren.

-Vi kan eksempelvis bare se her i Kolding, at hvis der skal holdes en lille fodboldfest eller en idrætsuge ude i en af landsbyerne, jamen så kan det godt være op til 10 og 30 ansøgninger. Men jeg er langt mere optimistisk, nu hvor Eva Kjer Hansen har skabt opbakning i hele Folketinget til at pålægge regeringen at undersøge mulighederne for at kunne samle ansøgningerne ét sted, siger Otto Skak.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel