Kolding Netavis

Nyt udvidet kryds åbnes for trafik

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Det udvidede kryds er ved, at være klar til åbning.

Fredag den 26. marts åbnes det nye udvidede kryds ved Seest Bakke/Tøndervej i Kolding, og samtidig lukkes den midlertidige omkørsel via Olaf Ryes Gade og Konstantin Hansens Vej for trafikanter til og fra Seest. Men først skal trafiklysene flyttes hen i det nye kryds, og mens det foregår, vil der i perioder uden for myldretiden være slukket for lyssignalerne i området.

– I perioden 24.-31. marts vil signalerne i de to trafikerede kryds Seest Bakke/Tøndervej og Vestre Ringgade/Tøndervej af og til være ude at drift i nogle timer, mens teknikerne flytter og tilpasser lyssignalerne til det nye kryds. Vi udfører arbejdet uden for myldretiden, så færrest mulig bliver påvirket. Men der vil være perioder uden lys i trafiksignalerne, og her skal man selvfølgelig være ekstra opmærksom og så i øvrigt køre efter de almindelige vigepligtsregler, fortæller vejingeniør Lene Pilt hos Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det nye Seest Bakke-kryds

Udvidelsen af Seest Bakke-krydset er det største trafikprojekt i Kolding Kommune i år til en samlet pris på godt 12 mio. kr.

Udmundingen af Seest Bakke i Tøndervej er blevet flyttet godt 50 meter længere vestpå. Samtidig er Tøndervej udvidet med et ekstra spor i vestlig retning, og på Seest Bakke etableres en selvstændig venstresvingsbane, så det bliver lettere for bilister at komme ud på Tøndervej i retning mod centrum.

– Udvidelsen af krydset betyder, at trafikken i et af de mest trafikerede områder i midtbyen kan blive afviklet markant bedre, så bilisterne specielt i myldretiden ikke skal bruge så lang tid på at sidde i kø. Samtidig får vi et kryds, som kan rumme den øgede trafik de kommende mange år, forklarer Lene Pilt.

Slut med omkørsel

Med åbningen af den nye Seest Bakke slipper trafikanterne til og fra Seest også for at bruge den midlertidige omkørsel via Olaf Ryes Gade og Konstantin Hansens Gade.

– Seest Bakke har været lukket for gennemkørsel i ti uger. Perioden blev lidt længere end planlagt på grund af perioden med hård frost, som tvang anlægsfolkene til at holde en pause. Jeg er godt klar over, at det har været en bøvlet tid for både trafikanter og lokale beboere, men heldigvis er det nu snart slut, siger Lene Pilt.

Konstantin Hansens Vej renoveres

Udmundingen af Olaf Ryes Gade i Seest Bakke bliver nu lukket permanent. I stedet skal Konstantin Hansens Vej bruges til gennemkørsel mellem de to veje, men først skal den nye forbindelsesvej gennem en større renovering, så den kan klare den øgede trafik.

Renoveringen indebærer bl.a.:

Nedrivning af en lagerbygning

En stor spunsvæg bestående af lodretstående jernplaner slås i jorden for at udvide kørebanen og rette den op, så den ender mere vinkelret på Olaf Ryes Gade

Genopbygning af vejen

I perioden uge 13-16 (begge uger inklusive) vil Konstantin Hansens Vej være lukket for kørende trafik, og der etableres midlertidig omkørsel via Kaj Munks Vej og Poul Møllers Vej.

– Omkørslen bliver skiltet. Vi opsætter også skilte med parkering forbudt i de skarpe sving på Kaj Munks Vej og Poul Møllers Vej for at forebygge farlige situationer, når der nu i en periode bliver lidt mere trafik på vejene, slutter Lene Pilt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel