Kolding Netavis

Nyt samarbejde styrker hjælpen til mennesker i krise

Elo Christoffersen
Illustration: Kolding Kommune.

Mennesker i krise i Kolding kan nu få hjælp via et nyt samarbejde.

Nyt samarbejde styrker hjælpen til mennesker i krise: Kolding Kommune har indledt et nyt samarbejde med et tværfagligt initiativ, som er startet af sognepræst Lone Vesterdal og praktiserende læge Inger Uldall Juhl. Begge er lokalt forankret og har gennem flere år arbejdet på at bygge bro mellem lægers og præsters fagligheder med det formål at støtte mennesker i livskriser.

Initiativet udsprang i 2016 af et fælles ønske om at hjælpe mennesker, der befinder sig i sårbare situationer, hvor hverken medicin eller samtale alene er tilstrækkeligt:

-Vi møder mennesker, når livet brænder på – det kan være ved svære diagnoser eller dyb sorg. Sammen kan vi arbejde med de sider af livet, som ikke kan måles i blodprøver, men handler om håb, mening og at kunne holde ved selv i svære tider, fortæller sognepræst Lone Vesterdal i en pressemeddelelse.

Læge Inger Uldall Juhl tilføjer:

-Den videnskabelige tilgang kan ikke stå alene. Omsorg er det fælles bindeled mellem læger og præster. Med ’Læge-præste Samarbejdet’ kan vi styrke den helhedsorienterede støtte til mennesker i krise og gøre hjælpen tilgængelig for flere, også dem der deltager i kommunens sundhedstilbud.

Via det frivillige netværk anbefaler læger patienter til samtaler med præster om livets store spørgsmål eller støtte i svære perioder, hvor fokus er på det eksistentielle og menneskelige – uanset religion og trosretning. Omvendt kan præster lettere henvise borgere til lægefaglig hjælp ved behov.

Samarbejdet understøtter Kolding Kommunes sundhedspolitik, der lægger vægt på et helhedssyn på mennesket, hvor sundhed handler om mere end blot det fysiske helbred:

-Mange i krise oplever angst, sorg eller magtesløshed, som ikke nødvendigvis kræver behandling, men støtte. Samarbejdet skal hjælpe borgerne med at genfinde balancen og blive mødt som hele mennesker – også når livet er allersværest, siger udvalgsformand for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh (V).

Kommunens sundhedschef Anders Seekjær indgår i netværkets bestyrelse sammen med repræsentanter fra læger, præster og menighedsråd. Målet er at sikre, at borgere i krise hurtigere får sammenhængende og helhedsorienteret støtte gennem koordinering mellem sundhedsfaglige og åndelige ressourcer.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel