Bjarne Nielsen i Kolding indgår et samarbejde med CarPeople.
Nyt samarbejde med CarPeople: Nielsen Car Group i Kolding har indledt et nyt partnerskab med den frie forhandler- og værkstedskæde CarPeople. Samarbejdet skal styrke værkstedsforretningen ved at kombinere et autoriseret mærkeværksted og et frit værksted på samme adresse.
Bjarne Nielsen i Kolding driver et stort værksted med 16 lifte og flere klargøringspladser på Dieselvej 2, hvor man blandt andet sælger nye biler fra mærker som Zeekr og Farizon samt brugte erhvervsbiler. Samarbejdet med CarPeople, der netop er trådt i kraft, skal bidrage til at fastholde eksisterende kunder og tiltrække nye.
Martin Kragh, eftermarkedsdirektør hos Nielsen Car Group, forklarer i en pressemeddelelse, at mange bilejere først benytter mærkeværksteder i bilens første tre til fem år, hvorefter de søger mod frie værksteder. Med partnerskabet vil man i højere grad kunne følge den udvikling.
CarPeople ser også positivt på samarbejdet. Kædechef Finn Overgaard Thomsen fremhæver, at partnerskabet passer godt ind i både virksomhedens værdier og fremtidssyn, og at begge parter kan styrke hinanden.
Værkstedschef hos Bjarne Nielsen i Kolding, Ryan Elmegaard Hansen, fortæller, at samarbejdet med CarPeople har betydet en god start for det nye værksted, som åbnede i november uden kunder. Kombinationen af mærke- og frit værksted på samme adresse gør det muligt at holde flere kunder samlet ét sted.
