Forbedret buskørsel til Bramdrupdam og Kolding Sygehus fra 5. april.
Nye justeringer på bybusnettet: Fra søndag den 5. april bliver det lettere at tage bussen til og fra Bramdrupdam og Kolding Sygehus. Nye køreplaner træder i kraft påskedag med justeringer i bybusnettet. De imødekommer borgernes ønsker efter lanceringen af det nye busnet i december 2025.
Styrket betjening af Bramdrupdam
En helt ny linje 6 indsættes og kører via Busterminalen – Bornholmsvej – Bramdrupskovvej – Skovæblevej med én afgang i timen alle dage. Samtidig nedlægges den tidligere flexrute mellem busterminalen og vendepladsen på Bramdrupskovvej, da linje 6 overtager betjeningen.
Bedre forbindelse til Kolding Sygehus
Linje 5 udvides og betjener fremover også Kolding Sygehus uden at gå på kompromis med servicen til Seest-området. Bussen stopper nu ved sygehusets hovedindgang, sundhedscentret og kulturhuset på Skovbrynet. Køreplanen byder på to afgange i timen i dagtimerne på hverdage samt én afgang i timen på hverdagsaftener, weekender og helligdage.
Linje 2A og 103 fortsætter som hidtil med stop ved sygehuset på Skovvangen, mens rute 254 ikke længere kører omkring sygehuset.
Ændringerne skal sikre bedre og mere sammenhængende busbetjening for passagererne i området.
