Kolding Netavis

Ny uddannelsesdirektør

Elo Christoffersen
Pressefoto.

Ny direktør med store ører og modig mund tiltræder på UC SYD.

Ny uddannelsesdirektør: Fredag den 1. maj tiltræder Simon Lægsgaard Madsen som ny uddannelsesdirektør på UC SYD med ansvar for skole, pædagogik og forskning.

Simon Lægsgaard Madsen har haft et 20 år langt forhold til Brandbjerg Højskole, hvor han i de seneste 18 år har været forstander. Han beskriver sin tid på højskolen som en rejse fuld af både glæder og udfordringer – et ægteskab, der nu afsluttes på en lykkelig måde. Familien flytter til parcelhus i Bredsten, og Simon ser frem til et nyt kapitel med balance mellem arbejde og fritid.

Som uddannelsesdirektør lover Simon en tilgang præget af nysgerrighed, lytning og mod til at tage ansvar:

-Der bliver ikke meget jakkesæt over det her. Jeg er meget interesseret i at møde medarbejderne og lytte til dem. Jeg har altid sagt, at man godt kan have en mening og samtidig store ører, siger han og understreger, at han også er klar til at træffe svære beslutninger.

Simon Lægsgaard Madsen ser fire centrale områder, hvor han vil sætte sit præg:

  • På nationalt niveau ønsker han at styrke lærer- og pædagogrollen, som han mener er blevet devalueret gennem tiden.
  • Han vil arbejde for en stærkere fællesskabsfølelse og identitet på UC SYD, både som arbejdsplads og uddannelsessted.
  • Han erkender udfordringerne ved at tiltrække unge til uddannelsessteder i udkantsområder og ønsker at udvikle særlige profiler for at gøre UC SYD mere attraktivt.
  • Derudover ønsker han at fastholde og styrke campussernes historiske og kulturelle tilknytning til de områder, de ligger i.

Med en barndom på den lille ø Endelave og en lang karriere med tusindvis af elever på Brandbjerg Højskole, har Simon stærke kompetencer inden for relationsdannelse og fællesskabsopbygning. Han ønsker at bringe denne erfaring i spil på UC SYD, blandt andet gennem initiativer som fællessang og højskoleinspirerede studiemiljøer, hvor studerende og medarbejdere kan mødes og skabe stærke fællesskaber.

-Jeg vil gerne gå forrest i arbejdet med at skabe kultur og fællesskab. Hvis man vil kræve, at medarbejderne bidrager til kulturen, må man også selv lægge det i, siger Simon Lægsgaard Madsen.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel