Skip to main content

Kolding Netavis

Ny emballageafgift koster Smurfit Westrock flere hundrede millioner kroner

Elo Christoffersen
Kim Andersen, direktør for Smurfit Westrock Kolding. Pressefoto.

Ny emballageafgift koster papgigant i blandt andet Kolding op mod 200 millioner kroner. Og regningen kan kun sendes ét sted hen.

Ny emballageafgift koster Smurfit Westrock flere hundrede millioner kroner: Den 1. oktober trådte den nye emballageafgift i kraft. Det rammer Smurfit Westrock – en af verdens største producenter af papemballage – hårdt. Direktør Kim Andersen fra Smurfit Westrock i Kolding fortæller i en pressemeddelelse, at virksomheden forventer ekstraomkostninger på op mod 200 millioner kroner årligt som følge af den nye afgift.

Afgiften omfatter alle virksomheder, der sætter emballage af pap, plast, papir, metal, glas mv. på markedet. Og flere lokale virksomheder mærker konsekvenserne. Hudplejevirksomheden Ecooking, der blandt andet forhandler produkter gennem Matas, får eksempelvis ekstraomkostninger på op mod en halv million kroner. Det kan betyde, at hver vare bliver op mod 10 kroner dyrere for forbrugerne.

SF Kolding

Kim Andersen peger også på de store administrative byrder ved den nye lovgivning, der har krævet ombygning af deres IT-systemer og intensiv dialog med kunder om mere end 7.000 produkter.

Business Kolding er kritiske

Hos Business Kolding er man kritisk overfor systemet. Direktør Morten Bjørn Hansen kalder den danske implementering af emballageafgiften for “dybt skadelig” for lokale virksomheder, der konkurrerer internationalt. Udenlandske konkurrenter slipper nemlig for samme bureaukrati og afgifter, hvilket skaber unfair konkurrence.

Kim Andersen er enig i behovet for at mindske emballagemængden og øge genanvendelsen. Men han understreger, at den procentuelt hårdere afgift på pap frem for plast er uhensigtsmæssig og risikerer at skade miljøet ved at skubbe virksomheder mod plastbrug.

Endvidere peger han på udfordringen med såkaldte “free riders” – virksomheder, som undgår registrering og betaling af afgifter – og som dermed lægger pres på de danske virksomheder.

-Politikerne har overfortolket EU-reglerne, og det stiller danske virksomheder dårligere i konkurrencen med udlandet, siger Kim Andersen og advarer om, at det på sigt kan gå ud over arbejdspladser i Danmark.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.