Der satses markant på flere spændende aktiviteter og events.
Ny driftsform skal give Harteværket nyt liv for lokalområdet: Harteværket står overfor en spændende ny start med sæsonåbning lørdag den 28. marts. Med en ny daglig leder og et øget fokus på oplevelser og events er ambitionen at gøre det historiske kraftværk til et endnu stærkere samlingspunkt for både lokalbefolkningen og turister i Kolding-området.
Edvard Køhrsen, der tidligere har været rundviser på Harteværket og skrevet flere artikler om områdets historie, er tiltrådt som ny daglig leder. Han skal lede udviklingen af stedet og bringe Harteværket tættere på borgere, virksomheder og besøgende. Det oplyser Harteværket i en pressemeddelelse.
Med den nye ledelse vil oplevelsescentret blive gentænkt, så formidlingen af Harteværkets historie, natur og betydning for området præsenteres på en mere levende og moderne måde. Fokus vil være på oplevelser, som appellerer til lokale familier, skoleklasser og daginstitutioner – men også turister, der hvert år besøger området som udflugtsmål. Omgivelsernes særlige natur bliver endvidere et vigtigt element i oplevelsen.
Der satses også markant på flere spændende aktiviteter og events, der skal tilføre liv til området gennem hele sommerperioden. Blandt initiativerne er flere guidede rundvisninger, øget udlejning af kanoer på åen og i Stalleup-området. Og kommer nye arrangementer, som udnytter Harteværkets unikke beliggenhed midt i naturen.
-Harteværket har altid haft en særlig plads i lokalområdet. Vores mål er at åbne stedet endnu mere op og skabe aktiviteter, som både lokale borgere og besøgende kan være en del af, siger Edvard Køhrsen.
Den nye drift ønsker desuden at styrke samarbejdet med lokale aktører, foreninger, skoler og virksomheder, så Harteværket for alvor bliver et naturligt mødested og en aktiv del af lokalsamfundet.
Allerede i den kommende sæson kan gæster opleve de første forandringer, når nye aktiviteter og arrangementer skydes i gang. Ud over de mange gratis legepladser vil der blive mulighed for kvalitetsarrangementer – både offentlige og for grupper, som ønsker en rundvisning i historien bag Danmarks første vandkraftværk, der kan bryste sig af at have det største fald på hele 25 meter.
Et af de nye tiltag bliver også muligheden for at købe is, kaffe og lignende via højgradig selvbetjening, når man besøger Harteværket.
