Kolding Netavis

Ny bydel skal udvikles med borgerne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Udviklingen af den nye bydel ved Riberdyb og Holmsminde omkring Kolding Å er i fuld gang, og snart bliver interessenter og borgere inviteret til at komme med ideer.

Den nye bydel skal have Koldings dna i sig, og ikke bare være en kopi af noget, der er lavet i København. Det er udviklerne af området og byrådet enige om. Kolding er en designkommune, og derfor skal udviklingen ske ved hjælp af designprocesser, åbne værksteder og borgerinddragelse, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det er AP Ejendomme, der står for projektet, og med på deres hold er en række erfarne byudviklere, arkitekter og designere, der skal hjælpe med udviklingen af en helt speciel bydel, der passer til Kolding.

– De tilbagemeldinger, vi har fået indtil nu, er rigtig positive. Vi har fået en samarbejdspartner, der lægger vægt på at være i området, så de kan fornemme stemningen, snakke med folk på gaden og lave prototyper til test undervejs. Det har været vigtigt for os, at udviklingen kommer til at foregå med Koldings borgere, siger borgmester, Jørn Pedersen (V), i pressemeddelelsen.

Gode idéer

Det gamle røde hus i Riberdyb, der tidligere var stadsdyrlægens kontor, og indtil for få måneder siden husede værestedet Regnbuen bliver arnestedet for de gode ideer. Her vil de forskellige teams af arkitekter og designere slå sig ned i de kommende måneder. De indretter en tegnestue, så de kan gå direkte ind til tegningerne, og tegne videre på de indtryk og input, de får fra byen. Der vil også blive annonceret deciderede tema workshops, hvor borgere kan melde sig til.

Bydelen skal bestå af boliger til alle aldre, samt pladser og steder som tiltrækker folk fra hele kommunen. Mulighed for fællesskaber står nemlig også højt på ønskelisten til området. Der vil også blive etableret cafeer og andre erhverv, men deciderede butiksgader bliver det ikke. Her skal handlen fortsat ske i de etablerede gågader. Men området skal være et supplement og binde havnen, fjorden og campusmiljøet sammen med indre by og kongeslottet, Koldinghus.

– Jeg er spændt på at følge processen. Der er jo ikke tale om nogle færdige tegninger, der bestemmer hvordan området skal være. Alt er i spil, så det er inspirationen fra de forskellige workshops, og arkitekternes indtryk der nu skal forme området, siger Jørn Pedersen.

Udviklingsarbejdet ventes at være færdig til marts, hvor byrådet skal tage stilling til den endelige udviklingsplan, for derefter at kunne sætte gang i processen med at få lavet lokalplaner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel