Kolding Netavis

Ny bestyrelse ser frem til arbejdet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
BlueKolding har skiftet ud på mere end halvdelen af de 11 pladser i bestyrelsen. Foto: BlueKolding.

Med sidste års forbrugervalg og kommunalvalg har BlueKolding skiftet ud på mere end halvdelen af de 11 pladser i bestyrelsen.

Seks medlemmer, heriblandt næstformanden, er nye, og de glæder sig sammen med resten af bestyrelsen til at fortsætte arbejdet for klimatilpasning, bæredygtig energiproduktion og Koldings vandmiljø.

Fem politisk udpegede og to forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer deltog sammen med de fire medarbejderrepræsentanter i det nyligt afholdte konstituerende møde for BlueKoldings nye bestyrelse.

Nyt formandsskab

Ny formand er Ole Alsted (V), der også er den eneste genganger blandt de politiske repræsentanter i bestyrelsen, og han glæder sig til det videre arbejde i miljø-, energi- og klimaselskabet:

-Vi har fået en stærk og spændende bestyrelse, og alle medlemmer ser frem til at fortsætte det vigtige samarbejde med BlueKoldings medarbejdere om at sikre en sund, ren og klimasikker Kolding Kommune, sagde Ole Alsted efter bestyrelsens konstituerende møde.

Næstformand er Gitte Grønbæk (C), der både er ny i bestyrelsen og i Kolding Byråd. Hun glæder sig også til arbejdet i den nye bestyrelse og til arbejdet med at realisere BlueKoldings strategi.

-En strategi med overskriften ”Fra mindre skade til mere gavn” er i den grad værd at arbejde for. BlueKolding har udviklet sig fra blot at rense spildevandet, og dermed gøre mindre skade, til at gøre mere gavn ved at udnytte både indholdet, temperaturen og den hydrauliske energi i spildevandet. Det bliver spændende at være med til at videreudvikle det arbejde, siger hun.

Vigtige opgaver venter

Gitte Grønbæk henviser blandt andet til opvarmningen af studieboligerne i Kolding Åpark med overskudsvarme fra spildevandet og turbinen i Stenderupskovene, der producerer strøm af det rensede spildevand, som løber ud i Lillebælt.

Ifølge bestyrelsesformand Ole Alsted spiller BlueKolding en central rolle i Kolding Kommunes indsats for bæredygtighed og cirkulær omstilling.

-Kolding Kommune står over for en række spændende udfordringer på miljø- og klimaområdet. Det gælder blandt andet den fortsatte klimatilpasning af de områder, som er udsatte på grund af stigende vandstande og regnmængder, og sikringen af et rent vandmiljø, for eksempel ved at minimere overløb. Og så gælder det de innovative løsninger på energiområdet, som BlueKolding efterhånden er kendt for i både Danmark og udlandet. Det er vigtige opgaver, som bestyrelsen glæder sig til at bidrage til sammen med resten af selskabet, siger Ole Alsted.

Medlemmerne af BlueKoldings bestyrelse er valgt for fire år ad gangen.

Medlemmerne af BlueKoldings bestyrelse de næste fire år

Valgt af Kolding Kommune:

Ole Alsted (V), formand
Gitte Grønbæk (C), næstformand
Filip Bekic Bladt (A)
Hans Holmer (F)
Tobias Jørgensen (V)

Valgt af forbrugerne:

Rune Kjærgaard Lange
Jørn Pedersen

Valgt af medarbejderne:

Connie Brix
John Kristensen
Lisa Kjær
Mads Langhoff

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel