Koldingbogen 2025 sætter i år fokus på erhvervslivet.
Nu udkommer Koldingbogen 2025: Fredag den 14. november klokken 15-17 inviterer Kolding Bibliotek til festlig fejring af udgivelsen af Koldingbogen 2025, som i år sætter spot på byens erhvervsliv. Under temaet ”Erhvervsliv” får læserne et unikt indblik i kommunens virksomheder – fra traditionelle håndværksmestre til moderne iværksættere – og præsenteres for historier om flid, fællesskab og mod, der gennem generationer har formet Kolding.
Årets bog indeholder 11 virksomhedsportrætter skrevet af forskellige forfattere, og blandt de profilerede virksomheder finder man både små familieejede forretninger og store navne som Pierre.dk, Würth Danmark, Arla Foods (tidligere Tyrstrup Mejeri) og H. Daugaard. Artiklerne giver et levende billede af den særlige energi, der præger kommunen.
Taler, underholdning og hyldest
Fejringen byder på taler, musikalsk underholdning, fællessang og hyldest til årets forfattere. Ole Rosengreen Martensen, formand for Kulturudvalget, holder hovedtalen, og gæsterne kan møde repræsentanter fra kommunens lokalarkiver. Desuden åbnes en mindre udstilling i Historisk Værksted som en introduktion til bogen.
Koldingbogen 2025 kan købes på dagen til 170 kr., og samtidig tilbydes historiske samtale-tasker, syet af Kolding Husflid af gamle udstillingsbannere fra arkivet – hver taske med sit eget unikke motiv og et stykke Koldings historie.
-Koldingbogen er et fælles projekt skabt af mennesker, der brænder for byen. Når vi deler fortællinger om erhvervslivet, fortæller vi også historien om os selv og det, vi kan, når vi løfter i flok, fortæller stadsarkivar Lene Wul i en pressemeddelelse.
Arrangementet er gratis, og alle er velkomne. Bogen kan efterfølgende købes hos Føtex, MENY Domhusgade, boghandlere og kulturhistoriske museer.
Sponsorer for projektet er Home Kolding Åpark, Hotel Koldingfjord, Sparekassen Kolding’s Fond og From Grafisk.
