Kolding Netavis

Nu kan du nyde morgensangen med denne kop

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

BT og Ekstra Bladet kunne berette om ”Vi synger sammen”-koppen, som var blevet sendt til Phillip Faber. Nu er den sat i produktion, og hele Familien Danmark kan få deres egne kopper når de synger sammen.

Et mindre reklamebureau i Kolding, der til daglig lever af at lave kulturkalendere til både Kolding og Vejle Kommune, brugte tiden under Covid19 på at finjustere teknikker og træne i tegneprogrammet Illustrator. Resultatet blev bl.a. en tegning af Phillip Faber foran klaveret.

– Da jeg var færdig med tegningen, fik jeg idéen med at sætte den på en kaffekop, og det blev faktisk virkelig vellykket. Så blev det endnu hyggeligere at se morgensang, og jeg lagde selvfølgelig et billede af koppen på Facebook. I løbet af få minutter myldrede det ind med forespørgsler om, hvor koppen kunne købes. Det var her, jeg fik idéen, og jeg fik fluks produceret nogle flere. Jeg fik da også straks sendt et eksemplar til Phillip Faber med en forespørgsel om at sælge dem, fortæller Heidi Kunst, indehaver af Kunstdesign.dk.

Koppen blev hurtigt en del af de historier, der omgav Phillip Fabers storslåede succes, og den blev nævnt både i Ekstrabladet og BT. Herefter var der ikke langt fra ønske til handling, og både DR og Phillip Faber gav grønt lys, til at koppen nu måtte gå i produktion.

– Jeg håber, at folk ude i Danmark bliver ligeså forelsket i koppen som de få, der allerede har fået et eksemplar af den. Det er jo en mindre risiko at vove sig ud i sådan et projekt, når det almindelige arbejde og den normale indtægt holder en lille pause. Men det er nu også spændende at få lov til at vove sig ud i noget nyt igen. Jeg har været selvstændig i snart 10 år, og jeg har virkelig travlt til daglig, så den der mavekriller, som man havde i starten, om det nu også skulle gå det hele, den har været væk i mange år, men nu er den kommet retur.

“Vi synger sammen”-koppen bliver produceret i et begrænset antal, og det bliver først til mølle. Heidi Kunst er ikke i tvivl om, at koppen nok skal blive taget godt imod.

– Jeg blev selv fanget af morgensangen helt fra starten, og da jeg holdt koppen i hånden, tænkte jeg, at den ville være et godt minde om en tid, hvor vi fandt sammen hver for sig i fællessang og morgensang, siger Heidi Kunst.

”Vi synger sammen”-koppen bliver sat til salg i sæt af to kopper, og et sæt kommer til at koste 299 kroner. Kopperne kan bestilles på www.kunstdesign.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel