Kolding Netavis

Nu er statens kriseberedskab aktiveret

Et tidligere skybrud i Kolding. Privatfoto (Arkivfoto)

På grund af udsigten til det voldsomme vejr, er statens kriseberedskab nu blevet aktiveret.

På baggrund af DMI’s varsling om “meget farligt vejr” i form af kraftig regn mandag og tirsdag har myndighederne nu valgt, at aktivere den Nationale Operative Stab – i daglig tale kaldet NOST’en.

Et voldsomt regnvejr er på vej ind over Danmark, og derfor varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meget farligt vejr i store dele af landet. Lokalt kan der ifølge DMI falde over 100 millimeter regn. I Kolding og omegn er der varslet over 80 millimeter regn i løbet af 31 timer.

For at være proaktive i forhold til den kommende situation, er flere myndigheder samlet i den Nationale Operative Stab, NOST’en, for at skabe et fælles overblik over situationen og sikre et tværgående samarbejde og koordinering mellem myndighederne.

De myndigheder, der har været samlet i NOST’en, følger fortsat situationen nøje, og har følgende råd til at gribe det farlige vejr an:

  • Hold dig løbende orienteret på dmi.dk, i medierne samt på relevante myndigheders hjemmesider.
  • Følg myndighedernes råd og anvisninger.
  • Myndighederne forventer, at den kraftige regn kommer til at påvirke trafikken. Du bør derfor orientere dig hos trafikselskaberne og relevante myndigheder angående, hvordan vejret påvirker din rejse.
  • Kraftig regn kan medføre lokale oversvømmelser og resultere i betydelig skade på bygninger. Du opfordres til at beskytte dig selv og din ejendom.
  • Der er risiko for forurening fra opstigende kloakvand. Du skal som det klare udgangspunkt undgå kontakt med kloakvand, da det kan udgøre en sundhedsfare. Hvis du absolut skal håndtere kloakvand, så benyt værnemidler og hold en god håndhygiejne. Læs eventuelt mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
  • Tele- og el-nettet lokalt kan komme ud af drift som følge af skybrud.
  • Ring kun til alarmcentralen 112, hvis du har akut behov for hjælp fra ambulance, brandvæsen eller politi.
Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel