Kolding Netavis

Nicolai Kultur modtager større beløb til projekt

Nicolai Kultur bliver tovholder på stort børnekulturelt projekt. PR-foto.

Nicolai Kultur modtager 250.000 fra Trekantområdets Festuge til opstart af et børnekulturlaboratorium.

Min kunst, mine superkræfter! er et projekt for og med børn, hvor børns superkræfter får lov at skinne gennem kreativ udfoldelse faciliteret af mødet med professionelle kunstnere. Projektet bringer kulturinstitutioner, skoler og kunstnere sammen på tværs af regionen gennem et strategisk fokus på alle børn, men i det første projektår med fokus på børn med særlige behov, for derigennem at sætte fokus på, hvordan inklusion og mangfoldighed kan højnes med kunsten som praksis.

– Vi vil sætte fokus på, at børn er skabere, og at alle børn har noget at byde ind med.
Herigennem italesætter vi også festugens 2020 tema, på den anden side, for i stedet at fokusere på dét et barn måske ikke kan, fokuserer vi superkræfterne, siger leder af Nicolai Kultur, Mette Strømgaard Dalby, i en pressemeddelelse.

Min kunst, mine superkræfter! handler nemlig om at få øje for, at alle børn kan noget, også selvom de ikke nødvendigvis passer ind i den hverdag, de bliver præsenteret for i skolen.

– Når vi tør møde mennesker med et åbent blik, overraskes vi ofte, og det, der umiddelbart lignede ét, viser sig at være noget andet. I dag putter vi børn i mange kasser, med diagnoser, med test og termer som ’ikke-uddannelsesparat’, men måske kan vi vende perspektivet på hovedet og på den anden side blive overraskede over den styrke, der kan være i at være anderledes. Kunst- og skabelsesprocesser kan her være med til at frisætte potentialer, skabe trivsel og større selvværd.

Store ambitioner

Projektet har store ambitioner for børnekulturområdet på tværs af kommunerne i Trekantområdet og sigter mod at skabe et stærk netværk af professionelle aktører inden for børnekultur.

Projektet inviterer alle Trekantområdets kulturinstitutioner til at deltage ved at tilbyde workshops med professionelle kunstnere til børn.

Projektet sættes i søen i et samarbejde mellem Nicolai for børn/Nicolai Kultur i Kolding, Culture Shift i Billund og Xeneriet i Vejle.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *