Kolding Netavis

Motorvejsstrækning får ny slags vejstribe

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
De nye striber gør det markant nemmere at se i mørke og vådt vejr. Foto: Vejdirektoratet.

Strækningen får en ny form for striber, der er markant nemmere at se i mørke og vådt vejr.

De fleste trafikanter kender nok oplevelsen af, at det kan være svært at se vejstriberne i mørke og vådt vejr – med den utryghed, som det fører med sig.

Denne oplevelse skulle meget gerne blive reduceret på de store veje i fremtiden, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

I de kommende år udskifter Vejdirektoratet nemlig løbende vejstriberne – altså de vognbanelinjer, der adskiller kørersporerne – på statsvejnettet med en ny form for striber, der er markant nemmere at se i mørke og vådt vejr.

Det gælder blandt andet E45 Sønderjyske Motorvej i nordgående retning fra Christiansfeld til Esbjergmotorvejen – en strækning på 16 kilometer. De nye striber bliver lagt på i de kommende måneder.

-De nye vejstriber er lavet på en måde, der gør dem mere synlige i lyset fra billygterne, når det er mørkt og regnvejr. Det vil forhåbentlig øge trygheden hos trafikanterne, samtidig med at det forbedrer fremkommeligheden og sikkerheden ude på vejene, fortæller Michael Ruben Anker Larsen fra Vejdirektoratet.

Hemmeligheden bag de nye vejstriber er, at de ikke udgøres af én sammenhængende linje som de nuværende. I stedet er de opbygget af en masse små dråbe- eller perleformede markører, der tilsammen udgør en vejstribe.

Disse små markører er anbragt forskudt i forhold til hinanden, hvilket betyder at væde og regnvand lettere driver bort fra dem, samtidig med at de fremtræder tydeligere i billygternes skær.

Vejstriberne er udviklet i et samarbejde mellem vejafmærkningsentreprenør Eurostar Danmark, vejafmærkningsproducenten Geveko Markings og Vejdirektoratet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel