Kolding Netavis

Mislykket finale for Bastian Buus

Elo Christoffersen
Foto: Dinamic GT.

Bastian Buus fra Kolding ser nu frem mod sin næste udfordring, som venter den kommende weekend i Beijing.

Mislykket finale for Bastian Buus: Et uheldigt sammenstød allerede i starten af GT World Challenge-finalen i Barcelona satte en stopper for den danske Porsche-fabrikskører Bastian Buus’ muligheder for topresultater.

Søndagens finale i GT World Challenge Europe bød på store udfordringer for Bastian Buus og hans hold i Dinamic GT. Buus blev i sidste øjeblik indkaldt for at støtte de to belgiske kørere, Mathieu Detry og Fabian Duffieux, med at kæmpe om topplaceringer i Bronze Cup-klassen i den sidste afdeling af GT3-mesterskabet. Desværre satte et tidligt sammenstød en effektiv stopper for holdets chancer.

-Med 60 biler til start var der tæt ræs, og Fabian blev desværre involveret i et sammenstød på første omgang, hvilket betød, at vi måtte køre i pit for at reparere bilen. Derudover fik vi en tidsstraf for overskridelse af track limits, og begge begivenheder betød, at vi blev overhalet af hele feltet uden mulighed for at komme tilbage på føreromgangen, fortæller Bastian Buus i en pressemeddelelse.

Herefter gik det ifølge Buus blot ud på at bringe bilen sikkert i mål.

-Et langt løb, når man ved, at man ikke har en chance for topresultat – men den slags ting sker i motorsporten. Vi vidste, det ville blive et hårdt ræs, men uheldet var desværre imod os.

Bastian Buus ser nu frem mod sin næste udfordring, som venter den kommende weekend i Beijing. Her samarbejder han med Origine Motorsport for at hjælpe kinesiske Lu Wei med at sikre kørermesterskabet i finalen af GT World Challenge Asia.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel