Lis Ravn Ebbesen, Lindealle 18, skriver følgende mindeord om sin mand:
Skakspiller Richardt Ebbesen.
Sådan sagde Richardt, der skulle stå på hans gravsten. Men for mig var han så meget mere end skakspilleren. Min klippe, min sparringspartner, min livskammerat, kærligheden i mit liv – han var alt for mig.
28.12.68 havde vi udset os den samme stol til bal på Søen i Vamdrup, hvorfor jeg kom til at sidde på skødet af ham. Den generte skakspiller og klubmester i Vamdrup Skakklub og jeg blev hinandens første rigtige kærester. Tre måneder senere flyttede min familie til Christiansfeld, og mange var de breve, der blev skrevet, og knallertture Richardt tog.
Han blev færdiguddannet ved Schou Isenkram, og samme dag blev vi forlovet. Som de fleste dengang kom han ind som soldat i flyvevåbnet, da var uniformen flottest, syntes han. Men det blev et kort bekendtskab, da han blev kasseret pga. astma. Han syntes ikke, der var interessante job at få, så vi besluttede at flytte til Kolding og sammen læse videre. Richardt HG og jeg HF. Og Richardt indmeldte sig i Springeren. Som var arbejderskakklubben, sagde han.
Richardt blev sin families første student. Uden det gjorde nogen forskel i hans livsindstilling eller gode og ligeværdige kammeratlige forhold, han havde til sine to brødre eller til de tre søstre. Vi var blevet gift og efter knap et halvt år ved Cola, for man går ikke arbejdsløs, var Richardts indstilling, blev Richardt ansat ved Brdr. Gram, som var flyttet til Kolding. Her mødte han Jørgen og Erik, som sammen med deres koner livslangt blev vore venner.
Trine blev født i 1976. Og Richardt holdt et helt års pause i Springeren. Richardt påstod børn ikke sagde ham noget, før de blev mennesker. Man han kunne nu både skifte en ble og give en flaske. Brdr. Gram flyttede tilbage til Vojens, og Richardt flyttede med, men blev træt af at sælge køleskabe, der ikke var på lager. Forsikringer var der derimod nok af på lager, mente han. Men de to år ved Statsanstalten for livsforsikring var ingen stor succes. Salgstalerne gik fint. Richardt var rigtig god til at snakke med folk. Men når han så folks økonomi, kunne han ikke få sig selv til at slutte handlen.
Den dag Line blev født i 81, var Richardt til samtale ved Aldi som indkøber. Et job, han lagde mange timer i, de næste 32 år. Da jeg kom i byrådet, blev det ham, der tog vare på pigernes fritid. På hytteture med fritidshjemmet og som chauffør. Han holdt sjov med, at han var medlem af prins Henriks fanklub – de mænd, der skulle gå tre skridt bag deres koner. Men han var ikke fan af Henrik, fordi han syntes, mænd burde være stolte af deres koner og bakke dem op. Det anså han for en stor svaghed ved mænd, der ikke kunne.
I ’95 døde min mor og Richardts far med en dags mellemrum. Og vi blev enige om, at livet var for kort til at udsætte alt til pensionisttilværelsen og til at leve hver vores liv med politik og skak. Så vi fik rengøringshjælp og tog på ”Den Engelske” til livemusik, alle de lørdage vi kunne. Typisk Richardt faldt han i snak med
Sussi, en gang jeg ikke var med, og hun blev adgangsbilletten til Ludosupporterne – en gruppe af folkemusikelskere. Så nu hed det også Strib, Tønder, Skagen festivaler og Festalligevel, hvor vi nød deres selskab og venskab.
Det var en stolt far, der fulgte sine piger op ad kirkegulvet. Og han nød familiemiddagene hver uge og mandesnakken og at kunne få Tomas og Line med til fodbold eller fælles teaterture med Tomas som chauffør. Vi blev berigede med to børnebørn Alma og Asta, som Richardt tog på mange gåture, cykelture og fisketure med. Og stak af med, når vi alle var i sommerhus forskellige steder i Danmark. De var hans guld.
2013 havde Richardt og jeg bestemt os for efterløn. Nu skulle vi have tid sammen. Men et sundhedstjek viste, at ikke-rygeren Richardt havde lungekræft. Det var ikke det, jeg havde planlagt. Det er træls, sagde Richardt, da han fik diagnosen og tog på arbejde og videre til skak, hvor han i en årrække havde været en engageret formand. Og igen fået bymesterskabet op at stå under navnet Danpump. Springeren og Aldi skulle informeres af praktiske grunde, men ud over pigerne skulle venner og familie ikke. De skulle ikke bekymre sig. Jeg bekymrede mig, og derfor accepterede Richardt mit behov for at dele den bekymring. Jeg syntes, vi skulle bruge mere tid sammen. Men han insisterede på at fortsætte som før. Du bliver for ensom, hvis du ikke holder fast i dine netværk. Det havde jeg svært ved at forstå. Jeg syntes jo, at han og jeg skulle bruge mere tid sammen. Det handler ikke om den sidste tid sammen, men om et helt liv, og da har jeg været godt tilfreds, sagde Richardt. Det er jeg taknemlig for i dag.
Richardt meddelte pigerne, at de skulle tage ordentlig imod en ny mand, for mor er ikke god til at være alene. Pigerne og jeg tror nu, at jeg klarer den. Kræften krævede sit. Operation, fire slags kemo og en terminalerklæring for 5 år siden. Heldigvis fik Richardt tilbuddet om at være en del af en forsøgsbehandling på Rigshospitalet.
De fantastiske læger på Onkologisk Ambulatorium 5013 skylder vi så meget tak. Og selvom det betød, han ikke måtte spise og drikke i seks timer hver dag, fortsatte livet med skak, solrejser og festivaler endda en i Irland og Den Engelske. Og mandage sammen med børnebørnene og aftensmad og voksensnak med Trine og hendes kæreste Chris, som Richardt var glad for, var der for hende. Ligesom han var glad for hans tre børn. Blodprop, stråling og for et år siden stødte to hjerneblødninger til. Men Richardt troede på, at han kunne trænes op ved at gå rollatorture rundt i kvarteret. Efter sommerferien blev kræfterne mindre, Rigshospitalets forsøgsmedicin holdte op med at virke. Efter én gang immunterapibehandling ebbede kræfterne langsomt ud de sidste tre uger med rekordfart.
Richardt ønskede at dø herhjemme. Det fik han lov til den 1.4. Med flot hjælp og omsorgsfuld og værdig pleje af de engagerede kvinder i hjemmehjælp og sygepleje i Munkevænget og Kolding Kommunes dygtige medarbejdere.
Tak Richardt the Lionheart for din kamp og kærlighed. Du var ikke som de andre.
