Udvalget for Sundhed og Fritid har tildelt 2,3 mio. kr. til 12 foreninger og haller i Kolding Kommune.
Pengene vil blive brugt på energiforbedringer og bygningsrenoveringer for at styrke det lokale fritids- og idrætsliv.
-Foreningslivet og hallerne er hjørnesten i vores lokalsamfund. Det er her, vi mødes på tværs af alder og baggrund, og aktiviteter skaber sammenhold og trivsel. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune støtter op, så rammerne følger med engagementet, fortæller formand for udvalget for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh (V), i en pressemeddelelse.
Energi- og bygningsrenoveringspuljen i Kolding Kommune har til formål at yde tilskud til foreninger og selvejende institutioner på fritids- og idrætsområdet. Der kan søges midler til energirenovering, forbedring af gulve og nye mindre anlægsprojekter.
Glæde i de lokale foreninger
Den positive nyhed om tildelingen vækker glæde i de lokale foreninger:
-Det er dejligt, at vi kan flytte basketball fra én hal til en anden, så vi kan imødekomme flere brugere i vores faciliteter både i Parkhallen og i Sydbank Arena, fortæller halinspektør fra Parkhallen, Arne Prangsgaard, i en pressemeddelelse.
Formanden for Kolding Basketball Klub, Jette Garnæs, siger:
-Vi glæder os til at flytte ind i Parkhallen. Det er dejligt, at kabalen går op både for os og håndbold i Sydbank Arena. Vi er afhængige af kurve og opstregning af baner for at gennemføre vores aktiviteter, så det er skønt, det lykkes med tilskud fra puljen.
Kasserer Jens Jakob Teislev fra Kolding-Bramdrup Skytteforening fortæller:
-Vi er glade for at kunne udskifte vores over 30 år gamle udsugningsanlæg med et moderne luftgenanvendelsesanlæg med en varmepumpe. Vi får en mere tidssvarende opvarmning, hvilket vil kunne ses på varmeregnskabet. Vi er en lille forening, der er afhængig af støtte for at kunne gennemføre en så stor energirenovering, så vi er taknemmelige for det tilskud, vi har fået.
De har modtaget tilskud
Udvalget har i alt uddelt 2.315.000 kroner. Midlerne går til følgende projekter:
- Kolding-Bramdrup Skytteforening – nyt udsugningsanlæg: 375.000 kr.
- Kolding Roklub – klimasikring: 262.500 kr.
- Kolding Faldskærmsklub – efterisolering og ny facade: 250.000 kr.
- Jordrup og Omegns Rideklub – nyt hegn: 53.250 kr.
- Kolding Rideklub – nyt tag: 195.250 kr.
- Lunderskov Hallen – isolering af loft: 80.000 kr.
- Sydbank Arena – solcelleanlæg: 245.000 kr.
- Bjert Hallen – efterisolering af tag: 250.000 kr.
- Trekløverhallen – renovering af sidebygning: 87.500 kr.
- Parkhallen – nyt basketballudstyr: 240.000 kr.
- Pulzion – asbestsanering: 54.000 kr.
- Fynslundhallen – varmepumpe: 222.500 kr.
