Den nye bygning ventes, at styrke både undervisningen og det sociale liv på Lunderskov Efterskole.
Lunderskov Efterskole havde rejsegilde på ny bygning: I dag, fredag, kunne Lunderskov Efterskole fejre en stor milepæl med rejsegilde på den nye bygning. Den kommende bygning rummer nye klasselokaler, herunder et spændende linjefagsrum til Online Medier, en helt ny black box til teater, et større TV-studie samt forbedrede faciliteter overalt.
Dagen var fyldt med taler, godt humør og naturligvis hotdogs fra grillen. Rejsegildet blev markeret med fællessang, da både elever og håndværkere stemte i med sangen “Livstræet” inde i den nye black box.
Skolen ser frem til at tage de nye faciliteter i brug, som forventes at styrke både undervisningen og det sociale liv på efterskolen.














