Industrivirksomheden Nowocoat Industrial, med hovedsæde i Kolding, har oplevet en markant udvikling og vækst i 2024.
Virksomheden øgede sin toplinje med 20 procent og bruttofortjenesten med hele 67 procent. Den positive udvikling har fortsat ind i første halvår af 2025.
Efter et transformationsår i 2023, lykkedes det Nowocoat Industrial at øge bruttofortjenesten markant fra 24,3 til 40,7 mio. kr. i 2024. Årsregnskabet viser et positivt resultat af primær drift på 547.000 kr., efter et stort underskud i 2023, skriver Nowocoat i en pressemeddelelse.
Virksomhedens succes skyldes fremgang i alle tre kundegrupper, herunder professionelle, industrikunder og wholesale/private label. Økonimichef Ulrik Damgaard beskriver årsregnskabet som tilfredsstillende og fremhæver styrkelsen af organisationen og implementeringen af strukturer og processer som afgørende for væksten.
Fokus på bæredygtighed
Fokus på bæredygtighed er en vigtig del af Nowocoats strategi. Virksomheden udvikler og producerer innovative og bæredygtige coatings til mineral-, træ- og metaloverflader, herunder Svanemærkede tagmalingprodukter. Det har styrket virksomhedens position på markedet, hvor efterspørgslen efter bæredygtige løsninger er stigende.
Efter at have opbygget et stærkt fundament de seneste år, styrker Nowocoat sin direktion med tilgangen af Kim Johnsen som administrerende direktør. Sammen med økonomidirektør Ulrik Damgaard vil de fokusere på at føre Nowocoat til nye niveauer med øget kommercialisering af produkterne både nationalt og internationalt.
Med en forventet fortsat positiv udvikling i 2025 og en vækst på mere end 40 procent i første halvår, ser Nowocoat Industrial lyst på fremtiden og forventer at opnå et resultat efter skat på 10-15 mio. kr. i 2025.

