Donation fra Salling Fondene giver nye faciliteter til Nicolai Kultur i Legeparken.
Legeparken indvier nye faciliteter Grundlovsdag: Til grundlovsfejringen den 5. juni indvies et nyt legetårn og to vandcykler i Legeparken i Kolding. Donationen på 247.000 kroner kommer fra Salling Fondene via Bilka Kolding og er med til at skabe endnu flere legeglæder for børnene.
Legeparken drives af Nicolai Kultur og Jobcenteret i Kolding, og stedet kan mærke stor opbakning fra lokalsamfundet.
Festlighederne starter klokken 10, hvor Bilkas varehuschef Henrik Mogensen sammen med Bilkas maskot, Ulven Billie, og hans veninde Kamille officielt indvier de nye faciliteter. De to maskotter deler desuden snackposer ud til de første 500 børn på dagen.
Jesper Rützou Rosenkilde, leder af Nicolai Kultur, er glad for donationen og de nye legefaciliteter:
-Det er fantastisk at kunne tilbyde børnene flere muligheder for leg og samtidig sætte fokus på deres demokratiske rettigheder på grundlovsdag, siger han i en pressemeddelelse.
Henrik Mogensen fra Bilka Kolding glæder sig også til dagen:
-Legeparken er et vigtigt sted, hvor børn og unge mødes, leger og trives. Vi er stolte af at støtte op om fællesskabet og bidrage til endnu mere liv i parken.
Legeparken besøges årligt af cirka 100.000 gæster, og ved grundlovsfejringen forventes flere tusinde at deltage i fejringen og test af de nye faciliteter.
Kom og vær med til en festlig dag fyldt med leg, glæde og demokrati i børnehøjde.
