Der er også plads til flere, som vil gøre en forskel.
Tirsdag den 15. marts holder Kræftens Bekæmpelse i Kolding Kommune generalforsamling. Alle medlemmer og interesserede er velkomne – og der er ledige pladser i bestyrelsen.
-Hvis man vil gøre en forskel for kræftsagen – og have det hyggeligt, mens man gør det, så er det nu, chancen er der, fortæller lokalforeningsformand Palle Ranløv.
I år er der nemlig ledige pladser, når bestyrelsen skal sammensættes på generalforsamlingen.
-Vi er en arbejdende bestyrelsen, som også giver os tid til det sociale. Vi har cirka 10 bestyrelsesmøde om året af to timers varighed, og står for landsindsamling, en årlig tur i naturen, et ophold for kræftramte familier og træningsaktiviteter. Derudover er vi en del af Stafet for Livet, lyserød lørdag, og knækcancer, fortæller Palle Ranløv.
Bestyrelsesmedlemmerne har forskellige ansvarsområder. Men alle hjælper alle. Til landsindsamlingen er også ægtefæller eller kærester inddraget. Derfor inviteres de også med til f.eks. julefrokost.
-Men der er også stor frihed til at afpasse indsatsen efter, hvad man magter og har lyst til. Og så er der jo næppe noget mere givende, end at være en del af et varmt fællesskab, som gør en forskel. Det giver mening, siger Palle Ranløv.
Hvis du er medlem af Kræftens Bekæmpelse, har du også mulighed for at stemme en kandidat ind i bestyrelsen eller selv at stille op som bestyrelsesmedlem eller suppleant.
Sidste nyt på kræftområdet i Kolding
Til generalforsamlingen kan medlemmer og andre interesserede høre, om samarbejdet med Kolding kommune, og hvad lokalforeningen har arbejdet med i det forgangne år og hvilke initiativer, der er planlagt for år 2022, fortæller næstformand Lis Ravn Ebbesen.
Generalforsamlingen bliver afholdt tirsdag den 15. marts kl. 19.00 på Kolding Bibliotek. Lokalforeningen byder på kaffe og kage.