Kolding Netavis

Koncert: Musik med et helt særligt udtryk

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Jazz6000 arrangerer en koncert på Godset i Kolding.

Kom og hør et nyt og originalt bud på jazz anno 2021, når Cigna/Ørum/Ankarfeldt/Cigna -The Cosmic Space Quartet gæster Jazz6000 på Godseti Kolding, hvor de bl.a. præsenterer numre fra deres nye album The Cosmos.

Musikken har rødder i hard-boppen, og medlemmernes mangeårige samarbejde har givet musikken et helt særligt udtryk.

Kvartetten består af den italienskfødte jazzguitarist og komponist Francesco Cigna, der har gjort sig bemærket for sin passion for klassisk guitartradition, men også gennem mange år været yderst aktiv på den danske jazzscene. Nogle kan måske huske, at han som ung jazzmusiker i halvfemserne ofte var at høre på scenerne i Kolding – bl.a. på det dengang nyåbnede Godset.

Guitaristen er søn af bandets trommeslager Tony Cigna, der også har haft en lang international karriere. Pianist, komponist og arrangør Erik Ørum von Spreckelsen, hvis stil emmer af harmonisk og teknisk overskud, har været særdeles aktiv i både rytmisk og ikke mindst klassisk regi og har været med til at uddanne mange generationer af unge musikere.

Morten Ankarfeldt er en af de mest travle og efterspurgte bassister på den danske jazzscene.
Samarbejdet har foreløbig resulteret i to anmelderroste albums fra gruppen og det tredje The Cosmos er lige på trapperne.

Ved koncerten på Godset kan du høre musik fra det nye album kombineret med klassikere fra bandets bagkatalog.

Koncerten finder sted fredag den 22. oktober klokken 20 og billetter kan købes i forsalg på www.Jazz6000.dk eller ved indgangen. Dørene åbnes kl. 19.30.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel