Kolding Netavis

Koldingensisk tandlæge fik hug for gratis ydelser

Godt Smil i Kolding vil give gratis eftersyn til kunderne og glæder sig til øget liberalisering og konkurrence i tandlægebranchen. Foto: PR.

I 2017 forsøgte Godt Smil i Kolding at give gratis eftersyn til kunderne, men initiativet blev stoppet af egen fagforening. Nu ser tandlægen frem til øget liberalisering i branchen.

Tandlægen Godt Smil i Kolding forsøgte i 2017 at forære tandeftersyn til kunderne, men blev øjeblikkeligt irettesat af Tandlægeforeningen. Prisen på et eftersyn er nemlig – ligesom på en række andre tandlægeydelser – fastsat, og manøvren med helt at fjerne prisen blev ikke godtaget.

Efter regionerne sidste år opsagde den daværende overenskomst, skal Folketingets partier forhandle, hvordan de økonomiske rammer for fremtidens tandpleje skal se ud. Mens Tandlægeforeningen vil have flere penge budgetteret for at sikre den høje kvalitet i tandplejen, ser Anders Bjergegaard, der er administrerende direktør hos Godt Smil, sammenhængen mellem det offentlige tilskud og kvalitet anderledes.

– Vi ønsker at være billigere, end vi må i dag, hvor prisen på eftersyn, tandrensninger og andre mindre behandlinger ligger fast. Så da vi ville tilbyde tandeftersynet kvit og frit til vores kunder, blev vi naturligvis virkelig skuffede over, at vi med det samme fik besked fra vores brancheforening om at stoppe, siger Anders Bjergegaard i en pressemeddelelse.

Liberalisering på vej i tandlægebranchen

Nogle af de centrale punkter, der hidtil har vist sig vanskelige for Tandlægeforeningen og politikerne at nå til enighed om, er omfanget af tilskudsrammen, samt hvordan den skal fordeles, og hvorvidt der skal være faste priser på visse tandlægeydelser. Siden 1980’erne har politikerne øget brugerbetalingen fra cirka 50 procent til 80 procent i dag, og ifølge Godt Smil er yderligere konkurrence højst sandsynligt på vej til branchen.

– Trods Tandlægeforeningens arbejde for at undgå det, er vi 95 procent sikre på, at en øget liberalisering af branchen kommer til at finde sted, og vi hilser det i den grad velkommen. Med de driftsfordele, vi har som landsdækkende kæde, kan vi nemlig godt tilbyde kunderne en bedre pris uden at sætte fagligheden over styr, siger Anders Bjergegaard.

Hos Godt Smil i Kolding ønsker de at gøre op med de uigennemskuelige priser, der hersker i branchen, og håber derfor, at konkurrencen i højere grad slippes fri, og at de fastsatte priser fjernes, så kunderne inden for en ikke alt for fjern fremtid let kan se, hvad forskellige tandlæger kan tilbyde, og hvad det koster.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *