AYA&IDA får bøde på 140.000 kr. for vildledende miljøpåstande.
Kolding-virksomhed får stor bøde for vildledende miljøpåstande: Retten i Kolding har besluttet, at virksomheden AYA&IDA ApS i Kolding har brugt vildledende udsagn om miljø og bæredygtighed i deres markedsføring. Derfor skal virksomheden betale en bøde på 140.000 kroner. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
AYA&IDA sælger blandt andet drikkeflasker af rustfrit stål. I årene 2021-2024 har virksomheden brugt udtryk som ”den bæredygtige drikkeflaske” og ”bæredygtige hverdagsprodukter” i deres reklamer, på sociale medier og på emballagen. Retten vurderer, at virksomheden ikke har kunne bevise, at deres produkter rent faktisk er mere miljøvenlige end andre lignende produkter.
Forbrugerombudsmanden anmeldte AYA&IDA for greenwashing i november 2024. Greenwashing betyder, at en virksomhed giver et forkert eller misvisende indtryk af, hvor miljøvenlige deres produkter er.
-Dommen viser, at virksomheder ikke må påstå, at deres produkter er mere miljøvenlige, end de egentlig er. De skal kunne dokumentere deres udsagn. Hvis ikke, kan de få en bøde, fortæller forbrugerombudsmand Torben Jensen
-Det er vigtigt for både forbrugere og virksomheder, at markedsføringen er ærlig. Forbrugerne skal kunne stole på, at de vælger miljøvenlige produkter, og virksomheder, der virkelig arbejder for klimaet, skal ikke have konkurrence fra dem, der kun giver det indtryk, tilføjer forbrugerombudsmanden.
AYA&IDA kan vælge at anke dommen inden for 14 dage.

