Kolding Netavis

Kolding sætter fokus på overdosernes ofre

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Hvert år dør flere af en overdosis, end der er mennesker, som dør i trafikken. Foto: BlumePress.

Onsdag blev der tændt lys for ofrene af overdoser, men disse lys skal der tændes færre af i fremtiden.

-Vi må ikke glemme, hvordan stofferne og dets konsekvenser stadig fylder i samfundet, nævnte Villy Søvndal (SF) i sin tale på den internationale overdose awareness day, der foregik i Kolding midtby.

Hvert år dør flere af en overdosis, end der er mennesker, som dør i trafikken. Derfor bruger Kolding Kommune den internationale overdose awareness day til både at mindes overdosernes ofre og sætte fokus på de indsatser, der skal reducere antallet af stofrelaterede dødsfald og skader.

-I dag skal vi selvfølgelig mindes de enkelte, som tabte kampen til stofferne, men vi må og skal også se fremad. Jeg er stolt over, at vi i Kolding tager kampen op for at sikre, at der kan ydes førstehjælp, at misbrugeres skader på sig selv minimeres, og at der er støtte til de pårørende, fortæller Villy Søvndal.

Ved dagens arrangement var der også et minuts stilhed.

Kolding har værktøjerne til at løse problemstillingen

Dette arbejde foregår blandt andet i kommunens rusmiddelbehandling. Her arbejder centerleder for rusmiddelbehandling og socialt udsatte Ulrich Guldahl Poulsen og hans medarbejdere konstant med at udbrede den viden og de værktøjer, som er nødvendige for at reducere antallet af stofrelaterede dødsfald og andre livsvarige skader.

-Vi har mange redskaber i værktøjskassen, der kan hjælpe os med at undgå overdoserne og dens konsekvenser. Flere skal dog kende til dem og bruge redskaberne. Derfor er jeg glad for, at vi har en dag, som i dag, hvor vi kan gøre opmærksom på, at vi kan komme overdoser til livs, fortæller Ulrich Guldahl Poulsen.

Har du et misbrug af stoffer, eller er du pårørende til en person, som du frygter risikerer at få en overdosis, så kan du kontakte stofbehandlingen telefonisk på 7979 7600, mail til st************@ko*****.dk eller på Låsbyhøj, Nørregade 1 for at få vejledning, rådgivning eller behandling for stofbrug eller stofafhængighed.

Se billederne øverst i artiklen…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel