Den lokale kunstner, Torben Ravn, er udvalgt til at repræsentere Danmark ved international udstilling i Italien.
Kolding-kunstner deltager i udstilling i Italien: Den koldingske billedkunstner Torben Ravn er blevet udvalgt til at deltage på den prestigefyldte internationale kunstudstilling Stati d’Arte 2026, som finder sted ved den historiske Villa Fidelia i Spello nær Perugia fra den 25. juli til 30. august.
Torben Ravn skal repræsentere Danmark sammen med kunstnere fra hele verden, hvor hver deltager præsenterer ét unikt værk.
Udstillingen arrangeres af La Casa Degli Artisti i Perugia og markerer 800-året for Frans af Assisis død (1226-2026). Temaet for udstillingen er ”Den franciskanske arv i nutiden” og sætter fokus på, hvordan Frans af Assisis tanker og livsvalg kan tolkes i dagens Italien og af det moderne menneske.
“Frands’ valg”
Torben Ravn deltager med værket “Frands’ valg”, som giver en moderne fortolkning af Frans af Assisi. Værket viser en person i stille eftertanke mellem lys og skygge, med en citron og en appelsin ved siden af – symboler på livets grundlæggende valg: det bitre eller det søde, den ”sure” eller den ”søde” dag. Papirsflyvere på trappetrinene symboliserer de mange valg og retninger, vi mennesker sender ud i livet – nogle flyver langt, andre falder hurtigt, men alle bliver en del af den personlige historie.
-Jeg synes, det er fascinerende, at Frans af Assisis valg stadig kan spejles i vores moderne liv. Hver morgen vælger vi selv, hvordan vi vil møde dagen og verden omkring os, fortæller Torben Ravn i en pressemeddelelse.
Torben Ravn bor og arbejder i Kolding, hvor han har sit eget atelier. Han udstiller løbende både i Danmark og internationalt og er kendt for sine symbolske billedfortællinger med særlige motiver som citroner, appelsiner og papirsflyvere.
Udstillingen i Villa Fidelia ventes at tiltrække kunstinteresserede og gallerister fra hele verden og vil samtidig være en markering af, hvordan historiske fortællinger fortsat kan inspirere samtidskunsten.
