Kolding Netavis

Kolding Havn er klar til udvikling og vækst

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
2020 var et år fyldt med udfordringer, som alle ved. På trods af det, lykkedes det Kolding Havn at opretholde en stabil og effektiv drift. Foto: Kolding Havn.

Kolding Havn er trukket i arbejdstøjet i 2021.

Kolding Havn har arbejdstøjet på til udvikling og vækst.

– Giv havnen arbejdsro, så klarer vi udfordringerne sammen. Jeg tvivler på, at der findes nogen med interesse for Kolding, som ikke har bemærket, at debatten om havnens fremtid de senere år har belastet og frustreret virksomhederne på havnen, fortæller havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen til Kolding Netavis.

Debatten har i følge havnedirektøren belastet oplevelsen af det samlede erhvervsklima i Kolding. 29 pladser rykkede Kolding ned på listen ved den årlige måling af erhvervsklimaet i danske kommuner. En nedrykning, som ikke mindst tilskrives situationen på havnen.

I slutningen af 2020 blev der indgået en aftale med Kolding Kommune om fremtiden for havnen. En aftale som indebærer, at Kolding Havn skal afgive omkring 10 hektar eller 25 procent af det nuværende aktive havneareal til byudvikling. Pakhuse, produktionsanlæg, butikker, mandskabsrum og så videre skal på sigt nedrives. Alene værdien af bygningsmassen repræsenterer et væsentligt millionbeløb. Det giver anledning til overvejelser hos Kolding Havn.

Næstbedste år nogensinde

2020 var et år fyldt med udfordringer, som alle ved. På trods af det, lykkedes det Kolding Havn at opretholde en stabil og effektiv drift. Aldrig er der blevet landet og håndteret så meget gods på Kolding Havn, som i de seneste fire til fem år.

– I 2020 lander vi på det næstbedste resultat (målt i tons) i havnens 177-årige historie, kun 1,5 procent fra det bedste resultat, som var i 2017 med lidt over 1,3 millioner tons skibsgods, siger Anders Vangsbjerg Sørensen og fortsætter:

– Når vi lander meget gods på havnen, er det fordi virksomhederne i vores region har travlt. Virksomhederne i vores region har travlt, når de kan få leveret råvarer, halvfabrikata og andre materialer eller varer effektivt og økonomisk. Det er en hovedopgave på Kolding Havn løbende at være en del af forsyningskæden til både små og store virksomheder.

Løsninger til logistik og transport

Den ubrudte forsyningskæde gør Kolding Havn til en vigtig del af produktions Danmark – i Kolding området såvel som i trekantsregionen, forklarer havnedirektøren.

– Kolding kommune er et vigtigt, centralt logistikcenter, hvilket væksten på havnen understreger. Det kommende transportcenter Hub 65 vil bidrage til kommunens position som logistiklokomotiv med mange synergier sammen med Kolding Havn. Det betyder en styrkelse af transportløsninger med skib, togvogne og lastbiler. Det er til gavn for Kolding, men ikke mindst for de mange transportkunder. På Kolding Havn har vi altid arbejdstøjet på, og vi ryster ikke på hånden, når noget skal udføres. Ambitionen er at fortsætte den positive vækst, skabe jobs, udvikling og, måske vigtigst af alt, fremadrettet stadig være et led i forsyningen til regionens mange store og små produktionsvirksomheder, fortæller Anders Vangsbjerg Sørensen.

Nye investeringer på havnen

For at fastholde havnens høje serviceniveau, væksten og bidragene til produktionsvirksomhedernes vigtige supply chains, vil det kræve store investeringer i nye havnearealer, pakhuse, tankanlæg, terminaludstyr og selvsagt justerede strategier, foruden fleksibilitet, knofedt og ikke mindst arbejdsro. Der venter skibsmæglere, havneselskaber og havnebestyrelse meget store, krævende udfordringer og opgaver forude. Det ligger klart for enhver, der har den mindste indsigt i og interesse for havnedrift, forklarer Anders Vangsbjerg Sørensen:

– Som administrerende direktør for Kolding Havn er det fristende at tage æren for havnens positive udvikling de senere år – men kilden til succes og den primære årsag til vækst skal findes blandt de virksomheder, som findes på havnen og de mange produktionsvirksomheder i vores region, som anvender havnen i deres forsyningskæde. Det er lige så væsentligt for Kolding Havn, som det er for resten af Kolding kommune, at Kolding er et attraktivt og trygt sted at drive sin virksomhed, oprette arbejdspladser og satse på fremtiden. Kolding er, og skal fortsat være, et godt sted at drive en virksomhed – lad os alle bakke op om det. Ikke mindst i en tid, hvor der er så mange andre udfordringer, vi også skal håndtere, slutter Anders Vangsbjerg Sørensen.

Anders V Soerensen

Havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen. Foto: Kolding Havn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *