Kolding Netavis

Kolding-forfatter klar med ny bog

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Det sner med fjer i Karen Filskovs nye bog.

Børnebogsforfatter Karen Filskov, der bor i Kolding, udgiver ny bog med titlen: ”Det sner med fjer”. Forfatteren har skrevet en ny samling figurdigte, denne gang om fugle fra hele verden. Bogen henvender sig både til børn i skolealderen og andre mennesker, der er nysgerrige på fugle.

– Da jeg skrev fugledigtene, blev jeg opmærksom på, at en del temaer i fuglenes verden ligner nogle, vi kender fra vores eget liv, ja, at vi faktisk kan spejle os i dem, og den tanke er jeg meget fascineret af. Bogen handler altså ikke kun om fugle, vi kommer også til at tænke over, hvordan vi selv har indrettet os, fortæller Karen Filskov i en pressemeddelelse.

Et af bogens genkendelige temaer er sociale fugle for eksempel pelikaner, der fra små lærer gruppearbejde og flamingoer, der opfostres til lighed mellem kønnene. I bogen er der også danske fugle, for eksempel den grønbenede rørhøne.

– Det er også en social fugl, og den kan man være heldig at støde på i Kolding Å. Grønbenede rørhøner får flere kuld unger på en sommer, og de ældre søskende hjælper med at passe de yngste, oplyser forfatteren.

Inspireret af Trump

Et af figurdigtene er inspireret af Donald Trump, nemlig digtet om den mærkelige fugl træskonæb. Karen Filskov syntes, der var visse ligheder mellem præsidenten og fuglen.

– Det endte med at blive et temmelig grumt digt. Denne sære fugl lægger to æg, men lader kun den ene unge overleve, nemlig den unge, der beviser, at den er stærkest. Det er naturligvis artens overlevelsesstrategi, men alligevel bliver man glad for, at man selv er vokset op i et samfund, hvor dét at passe på de svage vægtes højt, forklarer Karen Filskov.

Bogen indeholder 32 detaljerede figurdigte, der hver især forestiller den fugl, digtet handler om. Digtenes form lægger op til at læse på en intuitiv måde, man må holde tungen lige i munden og prøve sig frem for at komme igennem de til tider labyrintiske fuglefigurer. For eksempel skal man læse langs en flamingohals, følge vingen på en albatros eller halen på en påfugl, og indimellem deler teksten sig.

Bog nummer fem

53-årige Karen Filskov har i de seneste år modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond, blandt andet til arbejdet med denne bog. Det er ikke tilfældigt, at bogens tekst har grafiske former, forfatteren er nemlig uddannet på Designskolen Kolding i 2001. ”Det sner med fjer” udkommer på forlaget Vild Maskine den 8. september og er hendes femte bog.

Bogen er en videreudvikling af konceptet i hendes anmelderroste ”Skoven fra oven”, der var blandt de nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger fra 2015. Karen Filskov deltog i august i et tredages seminar om naturens rolle i børnelitteraturen for inviterede forfattere, illustratorer, forskere og formidlere fra hele Norden arrangeret af Nordisk Råds Litteraturpriser.

Forside Det sner med fjer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel