Kolding Netavis

Kolding-ekspert: Kulden kan koste dig forruden

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

De kolde morgener får mange til at skrue op for varmen i bilen. Har du bare et lille stenslag i forruden, kan det hurtige temperaturskifte have store konsekvenser, og hos koldingensisk ekspert oplever man i vintermånederne en stigning i antallet af forrudeskader.

Vinteren har hidtil vist sig fra sin milde side, men alligevel er det ofte en kold fornøjelse at sætte sig i bilen om morgenen. Men selvom det kan være fristende straks at sætte fuld blus på varmen, skal du tænke dig om en ekstra gang i vintermånederne. Det kan nemlig ende med at koste dig forruden.

Det fortæller Mathias Toft, der er ansvarlig for Carglass i Kolding:

– Det temperaturskifte, der opstår, når du tænder for varmen i en bil, der har stået ude om natten, gør, at ruden kan udvide sig. Har du bare et lille usynligt stenslag i forruden, er der derfor stor risiko for, at det vil sprede sig, og du står med en ødelagt forrude, siger han i en pressemeddelelse.

Vinteren giver flere forrudeskift

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har mere end 32.000 familier i Kolding Kommune bil. Hos Carglass i Kolding oplever de hvert eneste år en stigning i antallet af forrudeudskift i de koldeste måneder, fordi mange bilister ikke får fikset stenslag i tide.

Ifølge Mathias Toft kan alle stenslag op til størrelsen på en tokrone repareres, men er stenslaget større end det, skal hele ruden skiftes. Han råder derfor til, at man får repareret stenslaget med det samme, så det ikke udvikler sig i det kolde vejr – for på den måde kan man spare en del penge.

Har man et stenslag i ruden, som man endnu ikke har fået repareret, skal man ikke kun være påpasselig med varmen i bilen. Også det gamle tip om at hælde varmt vand på forruden for at fjerne is kan give problemer, fordi det også giver et hurtigt temperaturskifte, fortæller Mathias Toft.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel