Kolding Egnsteater præsenterer sæson 23/34 med særligt fokus på bæredygtighed.
Kolding Egnsteater har planerne klar for næste teatersæson. Der er teaterforestillinger for store og små, comedy, opera og meget mere. Teatret fortsætter med det populære årskort.
-Kolding Egnsteater er hele Koldings teater. Et kulturelt mødested midt i byen for alle. Derfor er der noget for enhver alder og smag i programmet, fortæller nyudnævnte teaterdirektør Jakob Tekla Jørgensen i en pressemeddelelse.
Han tiltræder 1. juni, men har i sit virke som kunstnerisk konsulent for teatret planlagt sæson 23/34.
-Derudover trækker vi teatret i en mere bæredygtig retning. Med andre ord – så sætter vi fokus på den grønne omstilling både foran og bag kulissen. Vi skal både udbrede budskabet og gribe i egen barm, siger Jakob Tekla Jørgensen.
Grøn kulturproduktion
Han tilføjer at teatret vil tage udgangspunkt i Bæredygtigt Kulturlivs anbefalinger til grøn kulturproduktion og samtidig implementere processer fra det internationale projekt Bæredygtigt Teater?
-En af vores forestillinger bliver “off-grid”, dvs. at al strøm bliver genereret direkte på scenen. Det er selvfølgelig lidt en gimmick, men der er mange steder vi kan og skal spare på ressourcerne. Vi kommer f.eks. også til at kigge ind i genbrug af rekvisitter og scenografi. Det har vi ikke nogen særlig god tradition for i teaterbranchen. Og så opfordrer vi vores publikum til at tage cyklen eller toget til teatret – vi bor jo kun et stenkast fra banegården, fortæller teaterdirektøren.
I sæson 23/24 leverer Kolding Egnsteater to egenproduktioner; ”Et stykke for de levende i tid med uddøen” en inspirerende forestilling om planetens og vores egen fremtid og ”Valfart” en musikalsk forestilling om at finde sig selv.
-Vi håber selvfølgelig at publikum tager godt imod vores fyldige program, og at det lykkes os at give folk stof til eftertanke ift. bæredygtighed. For selv den mindste indsats er en indsats. Og tiden er nu, slutter teaterdirektøren.
Programmet for hele den nye sæson præsenteres på onsdag.