Skip to main content

Kolding Netavis

KIF Kolding skriver kontrakt med ungt talent

Elo Christoffersen
Her ses Mads Larsson (t.v.) med cheftræner Anders Eggert. Foto: KIF Kolding.

KIF Kolding skriver sin første seniorkontrakt med Mads Larsson.

KIF Kolding skriver kontrakt med ungt talent: KIF Kolding har sikret fremtiden ved at skrive kontrakt med endnu et ungt talent. Den 19-årige venstre fløj Mads Larsson har netop underskrevet sin første seniorkontrakt med klubben, som gælder frem til sommeren 2029.

Mads Larsson startede sin håndboldkarriere i Sundeved HK og tilbragte størstedelen af sin ungdomstid i Dybbøl Håndbold. Som U17-spiller spillede han også for Team Haderslev KFUM, hvor han blandt andre spillede sammen med nuværende holdkammerat Mads Jørgensen og kommende KIF-spiller Hjalte Langmack. Senere skiftede han til KIF Håndbold som førsteårs U19-spiller.

Tidligere på sæsonen debuterede Mads Larsson for KIF Koldings førstehold i pokalopgøret mod Aalborg Håndbold. Siden har han gribet chancen hver gang, han har fået muligheden – en udvikling der nu belønnes med en lang kontrakt.

Cheftræner Anders Eggert udtrykker stor tilfredshed med Larssons fremskridt:

-Larsson har grebet chancen, da den kom til ham, og har gjort det rigtig flot. Især forsvarsmæssigt har han leveret på et højt niveau. Derfor er vi også superglade for, at Larsson fortsætter sin udvikling hos os, siger Anders Eggert i en pressemeddelelse.

Også akademileder Julie Loop fremhæver aftalen som et bevis på klubbens talentudvikling:

-Mads Larsson er endnu et ungt talent, der har fået debut på førsteholdet i år. Det er et klart led i vores strategi at udvikle fremtidens håndboldspillere. Når det samtidig er en spiller fra vores eget ungdomsmiljø, bliver vi naturligvis ekstra glade. Mads har et stort potentiale, og det glæder vi os til at arbejde videre med de kommende år, fortæller Julie Loop.

For Mads Larsson selv var det en naturlig beslutning at fortsætte i KIF Kolding:

-Jeg har valgt at fortsætte min udvikling i KIF Kolding, fordi jeg er overbevist om, at det er det helt rette sted for mig. Her er der et stærkt træningsmiljø med dygtige trænere og spillere. Samtidig er det et sted, jeg virkelig trives og holder meget af at være i. Jeg er både stolt over at repræsentere klubben og dybt taknemmelig for den tillid og mulighed, jeg har fået, siger Mads Larsson.

Indtil videre har Mads Larsson spillet 18 kampe for KIF Kolding og scoret 43 mål. Klubben ser frem til at følge hans fortsatte udvikling i de kommende år.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: