Kolding Netavis

Kajakroer reddet i land: Nu er han død!

Kajakroeren blev reddet i land og kørt væk i ambulancen. Han døde senere. Foto: Elo Christoffersen.

Manden blev søndag reddet i land ved Rebæk Strand. Nu er han død, oplyser Kolding Kajak Klub.

Søndag kort før middag blev en mand reddet i land, da han fik det dårligt, mens han sejlede i en kajak på Kolding Fjord. Manden faldt i vandet, men en person inde på Rebæk Strand sprang resolut i vandet og med sit padleboard fik han reddet den nødstedte kajakroer i land. Det skete inden Trekantbrand station Kolding, politi, lægebil og ambulance nåede frem til stedet.

Manden er død

Kolding Kajak Klub oplyser mandag på deres Facebook-side, at det var et af deres medlemmer, der fik et ildebefindende, mens han sejlede i kajak på Kolding Fjord:

– Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at vores kære æresmedlem Poul Erik Jensen er afgået ved døden. Poul Erik fik et ildebefindende i går under sin rotur. Han vil virkelig blive savnet i klubbens daglige liv. Æret være hans minde, skriver klubben.

Manden, der søndag reddede kajakroeren ind på Rebæk Strand, var i følge jv.dk Michael Nexø, der er formand for Kolding Windsurfingclub:

– Inden jeg nåede derud, faldt han i vandet, men han holdt fast i kajakken. Han nåede vist kun at være i vandet i et minuts tid, inden jeg nåede ud til ham. Han var medtaget, og han sagde, at han havde det meget dårligt, fortalte Michael Nexø til jv.dk.

En betjent fra Sydøstjyllands Politi bekræftede søndag på ulykkesstedet til Kolding Netavis, at manden havde det meget dårligt.

Manden blev kørt væk i ambulancen, men hans liv stod ikke til at redde. Han døde senere.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *