Kolding Taekwondo Klub Sil’la vandt DM 2025 og blev kåret som Danmarks mest vindende klub.
Kåret som Danmarks mest vindende klub: Kolding Taekwondo Klub Sil’la satte et markant punktum for stævnesæsonen, da klubben lørdag deltog i Danmarksmesterskaberne 2025 (DM). Med stærke præstationer på tværs af alle aldersgrupper og niveauer blev det en af de mest succesfulde konkurrencedage i klubbens historie.
Klubben imponerede med følgende medaljefordeling:
- 17 guldmedaljer
- 13 sølvmedaljer
- 3 bronzemedaljer
Med hele 17 nye danmarksmestre kunne Kolding Taekwondo Klub Sil’la endvidere sikre titlen som Mest Vindende Klub ved DM 2025 – for andet år i træk.
-Vores udøvere har arbejdet hårdt hele året, og det her resultat viser, hvor stærkt et fællesskab vi har. Vi er enormt stolte af vores udøvere, som alle har vist dedikation, disciplin og stor sportslig udvikling, fortæller formand Nicolaj Schiermer.
Efter DM som årets sidste danske stævne ser Sil’la nu frem mod den spændende 2026-sæson, hvor klubben forventer at bygge videre på de fine resultater.


