Borgmester Jakob Ville holdt tale ved åbningen.
Jespers Torvekøkken åbnede nyt frokosthus: Jespers Torvekøkken åbnede tirsdag officielt sit nye frokosthus på Venusvej 42 i Kolding. Den 1.200 kvadratmeter store facilitet markerede virksomhedens næste skridt i at imødekomme den stigende efterspørgsel på frokostordninger i Trekantområdet og Syddanmark.
Koldings borgmester Jakob Ville holdt tale ved åbningen, som også bød på rundvisning i det nye køkken.
Det nye frokosthus skal dagligt producere frokost til omkring 4.000 medarbejdere i lokale virksomheder samt levere skolemad til flere folkeskoler i området. Over 40 medarbejdere er tilknyttet produktionen. Initiativet kommer i kølvandet på Jespers Torvekøkkens opkøb af frokostvirksomheden Gastroværket, og Gastroværkets medstifter Phillip Paag Lund står for den daglige ledelse af det nye madhus.
Siden foråret 2023 havde Jespers Torvekøkken været til stede i Kolding med base i Sydbank Arena, hvor de har leveret mad til virksomheder og events. Det nye frokosthus skal styrke virksomhedens position i Syddanmark.





