Kolding Netavis

Jazz ved slottet

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen

Søndag den 12. juni kan publikum tage med Koldings jazzaktører på gåtur rundt om Slotssøen og opleve fire intimkoncerter.

Den 12. juni kan publikum opleve fire intimkoncerter med det smukke Koldinghus som kulisse.

Det er Jazz6000, Kolding Jazzklub, Jazz I Trekanten og Jazzhouse, der igen i år er gået sammen om at arrangere en guidet tur rundt om søen, som skal vise jazz i al sin mangfoldighed.

Det er nu tredje år jazzforeningerne går sammen om at vise bredden i jazzen.

Arrangementet, der har skiftet navn til Jazz ved slottet, hed tidligere UnLock Music. I 2021 vandt foreningerne i fællesskab prisen Årets Kulturelle Aftryk ved Kolding Kommunes uddeling af kulturpriser for det fælles projekt. Arrangementet skal give publikum mulighed for at stifte bekendtskab med byens jazzaktører og høre mere om de mange muligheder for at opleve live-jazz i byen året rundt.

På gåturen vil publikum opleve fire mini-koncerter på pop-up-scener rundt om Slotssøen. Hver af de fire jazzaktører præsenterer en kunstner eller et band, som repræsenterer netop den type jazz, som de står for.

Jazz6000, der er Koldings jazzklub for moderne jazz, præsenterer svenskfødte Cathrine Legardh med sin trio, der fortolker det svenske jazzikon Monica Zetterlunds sangskat. Kolding Jazzklub er Koldings jazzklub for traditionel jazz og præsenterer Finn Burichs New Orleans Jazzband. Netværksspillestedet Jazz I Trekanten præsenterer Flegmatic Moods, der kombinerer jazz og bossanova. Koldings unge jazzscene JazzHouse præsenterer den kun 25-årige svenske bassist Cassius Lambert, der er blevet kendt for sine solokoncerter udelukkende med elbas.

Publikum mødes ved Søterrassen klokken 13, hvor de inddeles i fire grupper. Med hver sin jazzguide bevæger grupperne sig rundt mellem de fire jazzscener langs Slotssøens bred og på de omkringliggende plæner. Hver koncert tager ca. 20 minutter.

Billetter købes på www.jazz6000.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel