Kolding Netavis

Jagt på motorcyklist endte først 40 kilometer senere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Den 31-årige mands motorcykel er blevet beslaglagt. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

En motorcyklist havde lørdag ikke tænkt sig, at tale med politiet og stak i stedet af. Men jagten endte 40 kilometer senere.

En 31-årig mand fra Egtved-området blev lørdag ved 17.45-tiden vinket ind af en politipatrulje til en rutinekontrol. Men det havde manden, der kørte på sin motorcykel, ikke i sinde at gøre. Han ville tilsyneladende ikke tale med politiet og gav den i stedet gas og kørte sydpå.

Politiet indledte herefter en jagt på motorcyklisten. Det gik over stok og sten – og med mange overtrædelser af færdselsloven. Men i Rødding blev motorcyklisten omringet af politiet og her endte jagten. Manden blev anholdt.

-Vi har beslaglagt motorcyklen, fordi den 31-åriges kørsel går under vanvidskørsel. Det er lige fra hastighed til spritkørsel, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Mads Flansmose, til Kolding Netavis.

Den 31-årige mand er blevet løsladt igen, men der venter formentlig et retsligt efterspil.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel