Kolding Netavis

IBA’s helt eget UNESCO-råd er klar til handling

Elo Christoffersen
Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

FN har en liste med 17 verdensmål. Og samlet set udgør listen en ambitiøs dagsorden for en bæredygtig udvikling, som ifølge FN er afgørende for både mennesker og vores klode.

Med andre ord: Der er rigeligt at tage fat på, når man som IBA Erhvervsakademi Kolding er optaget på listen over UNESCO Verdensmålsskoler. Så er erhvervsakademiet nemlig forpligtet til aktivt at integrere FN’s mål i både strategi, undervisning og den daglig drift. Og der skal også sættes konkret handling bag hensigterne.

For at sætte ekstra skub på dét arbejde har IBA nu oprettet sit eget Verdensmålsråd. Som udgangspunkt består det af ansatte på IBA, men det er planen, at også de studerende får plads i rådet.

-De skal helt sikkert være en del af rådet, for IBA’s arbejde med verdensmålene målretter sig i høj grad mod vores studerende og vores studiemiljø, fortæller Gitte Marie Juhl, bæredygtighedskoordinator på IBA og medlem af verdensmålsrådet, i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at rådet har som opgave at synliggøre IBA’s arbejde med verdensmålene. Rådet kan også selv tage initiativer, der understøtter et eller flere verdensmål.

Fire mål

Af de 17 officielle verdensmål har IBA særligt valgt at arbejde med disse fire mål:

Kvalitetsuddannelse, Sundhed og trivsel, Ansvarligt forbrug og produktion – samt Partnerskab for handling.

-De fire områder vil i særlig grad have vores fokus, fordi de giver mest mening i forhold til det, vi beskæftiger os med her på IBA. Men selvfølgelig er vi opmærksomme på alle 17 verdensmål. Det er dog afgørende for os, at bæredygtighed og den grønne dagsorden er en naturlig del af hverdagen her på IBA, siger Gitte Marie.

Når IBA deltager på Klimafolkemødet i Middelfart den sidste weekend i august, så kan man blandt andet høre om forskellige uddannelser på IBA, hvor bæredygtighed er i fokus.

UNESCO Verdensmålsskoler er en del af et globalt netværk. Det består af 11.500 skoler og uddannelsesinstitutioner i 182 lande. I Danmark er der 80 uddannelsesinstitutioner i netværket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel