Kolding Netavis

IBA-studerende vil hjælpe andre, som er udfordret i studielivet

Elo Christoffersen
Foto: Maria Tuxen Hedegaard/IBA.

For nogle studerende kan små problemer vokse sig store. Indimellem mangler de energi og motivation, og måske kniber det også med at koncentrere sig om studierne.

På IBA Erhvervsakademi Kolding kommer nu et nyt trivsels-tilbud til alle IBA-studerende, som kan genkende sig selv i disse linjer.

De kan mødes i et fællesskab med andre studerende, hvor der bliver talt åbent om personlige udfordringer. Og hvordan man tackler dem. Her handler det om at dele gode strategier, som hjælper én i undervisningen, i gruppearbejdet, under forberedelse – og når der bliver arbejdet med større opgaver.

Bag initiativet står IBA’s studievejledning og en gruppe af studerende, der ved, hvad de taler om. Monica Rosenberg (fra venstre på foto), Elisabeth Karstens og Janni Thomsen lever nemlig alle med diagnoser, som udfordrer dem i hverdagen.

-Der er mange årsager til, at man kan opleve studielivet som et pres. Jeg er selv ordblind og har prøvet at være nede med stress. Vi vil gerne fortælle andre om vores erfaringer og de strategier, der hjælper os, siger Elisabeth Karstens, som læser Markedsføringsøkonom.

Planen er, at det nye fællesskab på IBA skal mødes fire gange. Første møde foregår den 11. marts fra klokken 14 til 16. Studievejleder Line Langkjær-Schuldt fortæller, at de studerende bliver taget imod og hjulpet godt i gang. Hvert møde har et tema, man taler ud fra.

-Vi sørger selvfølgelig for, at der på forhånd er nogle rammer og et program, så man kan føle sig tryg, uanset om man kommer alene eller sammen med andre, siger Line.

På IBA’s hjemmeside kan man læse mere om projektet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel